I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,
hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver
under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

— I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre
med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol;
og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede Sol! -

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,
jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave
men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,
og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,
stod du tindrende tavs i min øverste Rude
og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede,
hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam;
naar bekymret jeg standsede, træt ved at lede,
stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.

Naar det braged om Natten i Isgangens Panser,
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.

Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge,
hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg,
du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe
med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.

Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove,
naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord,
du har baaret min Drøm gjennem slumrende Skove
med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord.

Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane,
og det suste saa sagte i Midnattens Siv,
har jeg skimtet dit Hjul bag den vigende Blaane
med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv.

Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel,
naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft,
og min søgende Tanke omsvirrede svimmel
som et usseligt Møl under Stjernernes Loft.

— Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte,
stod du lysende højt for hans skinddækte Dør;
og hans Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte,
thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.

Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter,
og de døende Slægter du lyser paa Vej;
naar min Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter,
lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!