Han kommer over Engen, han skinner som en Sol,
en Hvirvelvind tog Hatten med, og Fanden tog hans Kjol,
men af hans Lomme titter en Brændevinspistol
med Livsens Draaber for en vranten Mave.
For Resten ved enhver,
at Jens Kuk er Snapsen værd,
for han har kjørt for Greven paa Rydhave.

Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst!
Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest,
men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,
af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;
de valser ud og ind
med Smaakrøllers Hop paa Kind,
som valsed de for Greven paa Rydhave.

Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs,
da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs,
med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs,
mens Kuk la'r Viddet og Pegasen trave;
men bedst som Tøsen lo,
klapped Kuk en bitte Sko,
for saadan gjorde Greven paa Rydhave.

Men er der trist i Sjælen, og er der smaat med Sol,
da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol,
da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol
som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;
og snart han hildes ind
i sit sære Tonespind
og drømmer, han er Greven paa Rydhave.