Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok:
Aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
En høstlig, skrigende Vildgjæsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.

Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn -
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.

Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.

Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.

Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
Da spærres hans Vej af Troldkjærsig,
hvor stygt om Natten det kogler.

Her slynger Taagen sit lange Slæb,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
mens Rørdrum spuler sit gule Næb
i Sumpens svovlede Bløder.

Hugormen skeler med Mus i Flab,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
og Tudsen sidder med Hængegab
og drejer sin natlige Skralde.

Her sidder Aalen i Tørvepyt,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss !
og glor paa Maanen fra Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.

Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr -
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
med Vildgjæs er han nu ligekjær,
hvor nært end Skrigene frister.

Thi den der synker paa Troldkjærsig,
aah — ja,
ta' mæ'mi' Bøss'!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har løftet.

Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs -
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
han vil gaa lige men gaar i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.

Det perler ham koldt bag Hatterem -
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
'Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?'

Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
mens Foden synker i dyben Dynd,
og Bobler om Støvlerne brister.

Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting,
mens Kredsen om Jægeren snævres.

Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør
paa Nattens strittende Grene.

Det dunser og punser om Grob og Grøft,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft,
mens Lygtemænd hopper paa Gungen.

Selv Tørveskruen saa sort og stiv,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Tørven flyver.

Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.

Han kravled iland ved sit tro Gevær,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
mens Gryet frelsende steg bag Kjær
og viste kun dryppende Vidjer.

Men siden dued han aldrig stort;
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.

Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær.
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham sær
og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.

Han ses ved Kirken i Sol og Sus -
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'l
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.

Dog mest han kredser om Troldkjærsig,
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
og altid han fabler om Vildgjæsskrig
og Sumpens tombede Syner.

Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
aah — ja,
ta' mæ' mi' Bøss'!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.