I Sommersolglans glimted Jakobs Gaard
henover disblaa Kjær og Bavnehøje;
Rugfaldets gule Vover bar éns Øje
ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar.
To hvide Stude trægt for Tromlen gaar,
hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider;
men ellers hersker Hvil til alle Sider.

En Søndag var det, fuld af Lærkelyd,
Blaaklokken hang og skjalv paa hvert et Dige,
Valmuen kasted sine Bægerflige
og svang nu nøgen i sin røde Pryd;
Hugormen trilled sig med skjællet Fryd
i Vejens Sand og glemte under Badet,
hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet.

Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem
endnu med Salmens runde Klang i Øret,
mens Troens Trylleverden taagesløret
sig tegner bagom Rugens Bølgebræm.
Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem
mens langsomt byttes Biblens Billedriger
for Risengrøden, der hvor Røgen stiger.

Men tværs paa Sognevej og Kirkesti
ned over bratte Hæld og høje Diger,
hvor Flintestenen under Støvlen skriger,
og Luften lives af den brune Bi,
dér kommer over Marken, kæk og fri,
en Skare Knøse, halvt som Foler kaade
og halvt som Mænd, der véd med Kraft at raade.

De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder
og holder sig bag Rugens Fald i Læ;
Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder
slaar svære Folder om de stærke Knæ;
de vejrer vejrklogt mod det søde Dræ
og føler jublende, hvor Blodet rinder,
og ler, saa deres brede Tænder skinner.

Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner,
der aarligt samles paa hans Fødselsdag,
og dér ved Gammens-Øl og Latter lønner
den Gamle for, hvad Tiden slog i Kvag.
Nu ta'r de Føden under andres Tag,
men Hjemmet i dets hvide Rugfalds-Ramme
faar altid sunde Hjerter til at flamme.

Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre
som Lærkens Legen paa sin lyse Streng,
og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre
som Kabbelejens paa vor Faders Eng;
hvor drømte du som i din Moders Seng?
Ét dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige
opvejer tusind Mil i fremmed Rige!

— De unge Knøse hører op at larme,
som raskt de skrider imod Porten frem,
og Blikket lyser af en hellig Varme,
thi der staar Festglans af det gamle Hjem;
hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem,
og over Elmens Toppe, stort udslaget
i tunge, fede Folder bølger Flaget.

Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen,
og gnider Kraasen mod det lunkne Sand;
igjennem Porten inde bagom Skyggen
Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand;
den drypper Draaber ned i Brøndens Vand;
Stenbroen nys er luget, Sand er strentet,
saa det er let at se, hvem der er ventet.

Om lidt de ses igjennem Porten drage;
Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa;
den alleryngste bliver lidt tilbage
og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa;
den snilde Ole er ej sikker paa,
at gamle Jakobs Alvors-Tanker falder
i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.

De andre svinder gjennem Forstudøren,
mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp;
men allerforrest gaar den stærke Søren,
ombølget af sin egen Vadmelsdamp,
saa smælder Klinken gjennem Støvletramp,
og ind ad Karmens stedse større Flænge
man ser først én, saa flere Omhængssenge.

Den rejste Luftning med Gardinet kaster,
men Blikket søger Jakobs Yndlingskrog;
derinde under Bjælkens brune Knaster
han sidder ved en gammel Spændebog;
han stirrer op fra Bladet, mild og klog,
i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde,
hvad eller røbe straks sin store Glæde.

Men Hjertet sejrer; Fyrrebordet knager,
og Spændebogen gjør et lille Hop,
da han med Hænderne om Skiven tager
og langsomt løfter sig fra Bænken op;
nu ranker han sin arbejdsstive Krop.
En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet,
men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.

Og over Fyrreskivens blanke Flade
de brune Hænder krystes i et Kast;
og som han vilde Slægtens Kræfter grade,
den gamle Jakob trykker dybt og fast;
hans Haand er stærk og sej som Bjælkens Knast!
At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer,
det siger ham: de er af ormfrit Tømmer!

Den Gamle er nu lutter Liv og Røre;
hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads;
han løfter Kovsen ved dens gule Øre
og fylder blinkende et Brænd'vinsglas;
han drikker til og smasker veltilpas
og langer Snapsen rundt til alle Stole
fra store Søren til den lille Ole.

Og da de hede Strubers Tørst er slukket,
og hver især med sit Lykønskningsnik
har Velkomstskaalen under Vesten stukket
med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik,
da slaar en liden Stund al Tale Klik,
til Jakob henter Skuffen med Tobakken,
saa man faar Fyr, da gaar der Hul paa Snakken!

Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder,
og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud,
vær glad, ifald du véd, hvor det begynder,
thi hvor det ender véd endikke Gud!
þn Æmte ude, straks et Overbud!
Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes,
før deres Videtørst i Dvale vugges.

Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder
om andre Sognes Avling, Sæd og Skik;
helst hører Jakob dog om Hestes Alder
— han kender sine egnes paa en Prik -
om hvad i Mandags man for Smørret fik,
og hvad en stads Ko hist i Spanden lægger,
og om den nye Hingst nu smukt bedækker.

— Da løftes Faldet let fra Frammesdøren,
saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt;
det gi'r et ubehersket Kip i Søren,
da Kirslen træder ind med raske Skridt;
jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt,
en gammel Udvej for det unge Hjerte,
før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte.

Hun kom tilgaards som Tøs i fordums Dage,
før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok
og la' det gamle Hoved tungt tilbage
med 'Kappens' Strimler om sin Sølverlok;
da hængte Kirsten bort sin Barneklok,
tog voksen Kjole paa og brygged, bagte
og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte.

Og det staar skrevet i de blanke Stager,
i Kob'rets røde Spejl — en Fryd at se!
i Ovnens Malm, i Bænkens hvide Flager,
at hun er Hjemmets altid vaagne Fé;
hun præger Stuen til dens mindste Ske,
og sagte svinder Døgnets Rids og Rifter.
hvor stille hendes hvide Forklæd' vifter.

Snart dufter Huset da af friske Klejner,
og Kaffen damper paa den hvide Dug,
mens Solens Finger skjælmsk paa Bjælken tegner,
hvad den af Kovsen dypped frem i Smug;
og gamle Jakob vrister Sug paa Sug
fra Merskumspibens tørre, trange Strube,
og Kirsten byder rundt med Smilegrube.

Og da nu Kaffen og den gode Kage
forlængst har fundet et retfærdigt Sted,
gaar Jakobs Tanker til de kjære Plage,
som gaar paa Græs i Engen tæt derved;
han maa derud; kanskesig de gaar med?
'Ih, ja!' — Enhver nu efter Huen famler,
snart staar tilbage kun forladte Skamler.

De raske Knøse kan ej roligt fare,
men alting endevendes, højt og lavt;
de springer som den morgenglade Hare
og rutter sorgløst med den unge Kraft;
i 'stiv Arm' løftes Skovlen ved sin Skaft,
og alt maa prøves fra den nye Spade
til Hakkelsemaskinens vilde Blade.

Hej, der var to, der rev de gamle Plejle
fra deres spindelvævsbetrukne Ro
og lod dem susende i Luften stejle
med Bump og Bulder paa den mugne Lo!
Jo det er flinke Gutter begge to!
Se hvor de smidigt sig i Midjen rækker,
mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strækker!

Skjønt Jakob længst er over Ungdomsalder,
han ler dog lunt ad deres Brydetag;
han maner helst til Fred, før nogen falder,
og høger ad de altfor voldske Slag.
Han frydes.som et Barn paa denne Dag;
han nyder Tumlen, skjønt af gammel Vane
han nu og da maa tysse og formane.

En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle
og glider ad dens aabne Luger ind
fra Sig og sumpet Kjær, hvor Igler kravle,
og Padden sitrer i sit klamme Skind.
Hver Væxt staar rankt; thi der er ingen Vind;
kun Trævlekronen rokker som bedrøvet,
fordi en Humle tynger den i Støvet.

Men alles Længsel er de brede Enge,
der rander Synet udfor Jakobs Port,
de kavlinggule, vide Himmelsenge
for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord;
her har den gode Gud et Eden gjort,
her hersker Fred, her bor Uskyldigheden,
her græsser Plagen ind mod Fugl paa Reden.

Derhen de søger nu i muntre Klynger
med Jakob foran paa den vaade Sti;
Gulspurven paa den høje Tidsel gynger,
men sætter af, før de er vel forbi;
Græshoppen driver dulgt sit Feleri,
gloøjet Frø, brat revet ud af Drømmen,
gaar her bardus paa Hovedet i Strømmen.

Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken!
Det er til Nød, de Unge kan naa med;
først da de svedte staar ved Plageflokken,
han sagtner med et Sæt de faste Fjed;
højtideligt han aabner Lukkets Led,
og én for én han lader ind dem stige
og sætter Haspen for sit Kongerige.

Nu er det ikke mere kaade Drenge,
der under alskens Løjer jager rundt.
Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge,
nu er det voxne Mænd i voxen Dont;
saa skilles de, saa gaar de i en Klunt,
saa ser det ud, som Kjæde de formerer;
men overalt de vejer og vurderer.

Bestandig foran ser man Jakob trave;
han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr;
med Fingerspyt han lægger Haar i Lave
langs Føllets Koder, saa det ikke fly'r;
han maaler Krydset paa den unge Tyr,
han ser i Plagens Mund, og som i Tanker
han klapper Hoppen paa dens runde Flanker.

De frie Engens Dyr er veltilmode
ved den Opmærksomhed, de her har vakt,
og Føllet rejser rankt det fine Ho'de,
og Hingsten praler med sin Mankes Pragt;
kun Studen har sig tvær paa Bugen lagt,
mens Kalven saglende sin Mule væder
og snuser til de nye Vadmelsklæder.

Men da nu Jakobs Runde er tilende,
opløses langsomt Kredsens Alvorsring,
og atter kan man sig til Legen vende
med Løben, Bryden, Kast og Grøftespring;
de slaas og dratter om for Ingenting,
og Jakob følger dem med Faderblikke:
'Aa, Drenge, Drenge, stød jer end'lig ikke?'

Men hvem var det, der fik den løbske Grille,
at Jakob skulde med at springe Buk!
Først værger han sig højt, saa ganske stille,
saa lægger han sin Pibe med et Suk;
saa stiller han sig bred og tung paa Hug,
saa ler han op, saa det i Skrotten knager,
mens sidste Springer han i Luften tager!

Som Larmen sagtner af, og Legen standser,
der gaar en Iling over Grøft og Kjær;
en Hvirvelvind etsteds med Mosset danser
og Siv og Padderokker krydser Sværd:
nu véd hver Bonde, der bli'r andet Vejr;
selv Hjertegræssets tusind Dværgebjælder
nervøst, men sikkert om Forandring melder.

Den Skygge fra de mørke Uvejrsrande,
som i hin Iling over Egnen trak,
den dvæler længst paa Jakobs høje Pande,
mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak;
han tænker paa sit Kløverhø i Stak
og dividerer tavs sit Afkoms Mængde
i Høets Hob og Tordenskyens Længde.

Men før den snilde Jakob ret faar mælet
er Flokken fløjet over Sten og Stok;
den samme Tanke har enhver besjælet,
et Nik, et Blink mod Skyen her var nok
her handles enkeltvis og dog i Flok:
Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder,
og lange Vogne over Toften skralder!

— Hvor er det spændende for unge Kræfter
at kappes med den vilde Tordensky!
Lynsnærten saver, Skraldet raver efter
og styrter stadig i et Hul paany;
nu straaler Regnen i din Naboby,
nu taages Engene, nu rejses Vinden,
mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden!

O Duft af Hø, naar Tordenregnen truer,
du er mig mere skjøn end alt, jeg véd!
Du er mig mere kjær end vilde Druer,
et jordisk Laan til himmelsk Salighed;
du er min sidste Drøm, før Sol gaar ned.
Driv længe lavt henover Danmarks Enge,
og svøb dig lindt om Fremtids Digterstrenge!

— Da sidste Læs — end dækt af Tørvejrs Kaabe -
forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand,
slog smældende den første Tordendraabe
med Vægt af Faldet ned i Vejens Sand;
knastørre holdt paa Loen Hø og Mand,
mens Lynet vildt bortøsled sine Straaler,
og Regnen tømte alle Vredesskaaler.

— Det vilde Vejr er alt af Marken slaget,
iden høje Himmel atter fejet ren;
nu hænger Regnen kun som Dryp i Taget
og staar som Dam paa hule Flintesten;
nu kukker Gjøgen fra sin Hyldegren,
og Millioner Kim langs Solbrands-Stier
har aabnet deres tørre Mund og dier.

Og atter prates der i Hjemmets Stuer
om Kjærest'folk, om Bryllup, Præst og Degn;
men gamle Jakob gjennem Ruden skuer
mod sine Ro'r, 'der trængt' saa haardt til Regn'.
Nu staar hver Stilk paa ny i Haabets Tegn;
dog dvæler noget i hans Øjenkrige,
han vil ha' frem, men ikke ret kan sige.

— Men Aftnens Enge damper nu saa vide,
og Afskedstimen for de Unge slaar;
da drager Jakob Søren lidt tilside
og siger lavmælt, mens de andre gaar:
'Ja Søren, du faar hjem til Efteraar!
Jeg føler Ald'ren; Gaarden vil ej rente;
du har jo Kirsten; hvi skal I da vente!'

Ærbødigt hilser de den gamle Fader
og gaar saa bort henover Bôl og Brak
langs vaade Havrefald og Turnipsrader
ind mellem Kvæg og Agerhø i Stak;
og Nattens Dampe fugter Fod og Frak,
den vaade Muld gjør deres Støvler tunge,
mens Grødeduften kildrer Svælg og Lunge.

Kartoffelblomstens blide Bloster slipper
sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind;
og Rugen rokker paa de svulne Vipper
og gynger dem i Slummer Kind mod Kind;
Boghvedens Aande vælder bi-sød ind;
den lyse Nat i Tavshed lægger Kaaben
om Jordens Skulder efter Tordendaaben.

Men under Sommernattens høje Maane
staar Jakob længe ved den hvide Væg;
Havfugle dunkelt over Himlen skraane,
Horsgummen gjepper mellem Mosens Flæg;
en Taare triller ned i Jakobs Skjæg;
hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder,
mens Sønneskaren tyst i Natten svinder.