Høvlen gik:
galant! gelik!
saa Bænkens Planker sukked,
frem og frem
mod Brættets Bræm;
dér stod en Knast og mukked:

„Jeg er fast,
for jeg er Knast,
mig tør du ikke bide.
Jeg gir Skaar,
som stedse staar
i Æggens blanke Side!"

Høvlen bed;
den blev saa vred
ved disse Hovmods-Finter;
Jærnet klang,
og Planken sang,
og Knasten røg i Splinter!