Saa synger jeg nu om en gammel Degn,
der saa langt over Lyng og Hede
og glider i Et med den Langsyns-Egn,
hvor Urkok skogrer og Ræv har Rede.
I vil nok lytte.
Vor Degn vil flytte;
om lidt saa pinder han her sin Hytte
og gaar sin Vej.

Hvor Vindene fare saa haardt afsted
og bøjer alt, hvad de ej kan brække,
dér burde der krydses et Mærke ved
de faa, som Stormen ej kunde knække.
Den Gamle vidste:
Hver Storm vil miste
sin Kraft mod Aften og bort sig liste
som Pust i Korn!

Thi siger vi Tak til den gamle Degn,
der holdt sig rank i de onde Dage;
der findes ej Lys i den aabne Egn,
som ej vil blinke en Tak tilbage.
En Lærers Gjærning,
den kræver Værning,
den kræver Solskin — og Mistros Fjærning,
om den skal gro.

Og mere var han end en gammel Degn,
der sidder værdig i Hyndestolen;
paa Menighedsskuden var han Kaptejn
langt mer end den, der fra Gud har Kjolen.
Naar Præsten 'søgte'
med Bøn og Lygte,
hvem tror I da maatte 'Kaldet' røgte,
om ej vor Degn!

Og kom man en Aften saa til hans Dør
med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten,
da stod han paa Trappen der rank som før
og holdt os fængslet til langt paa Natten.
Fra Solen dukked,
til Dør blev lukket,
fra Gjøgen kukked til Lys var slukket:
ét Lattervæld!

Ja tit vil jeg savne den gamle Degn!
Men søger Foden de vante Stier,
mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn,
og Heden skjælver af Melodier:
min Bylt jeg sætter,
min Ryg jeg retter,
min lynggraa, falmede Hat jeg letter
for Hedens Degn!