Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka' ett wal skimm' æ Dar',
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far',
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg' for æ Bjen',
og æ Vægg maa gi' Støtt', nær æ Træsko ska' flytt',
og æ Furd maa ta' Wor' o æ Stjen'.

Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin',
og wor Øwn de war klaa', og wor Tanker war glaa',
og wor Klejmon war flunkend' og fin'.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt' mæ dernied' i æ Kjar',
og do løwt' mæ iland øwer Vilder og Wand -
for æ Engi war sjalden ret tarr'.

Ka' do how', te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band' dæ di' Kled'?
A ved aalle nø' Daa, a haar wot snaar saa glaa',
og ino kan a græd' ved mi' Gled'.
Men si' Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan';
for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan'.

Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw' læ' sæ slid'!
Men en ta'r jo si' Torn, og en bærer si' Born,
saalæng' en maa her gaa og strid'.
— Læ' wos saa komm' te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm', hwad der ett ka' vær' alln!
— Ka' do skimm', om æ Hyld' ino stor med si' Fyld',
for de sejer, æ Blaad' ska' vær' fald'n.