Duncan Gray kom her som Fri'r,
ha, ha for Bejlen der,
Julenat da her var Svir,
ha, ha for Bejlen der,
Meggi Nakken gav et Slæng,
saâ paa Duncan knibsk og stræng,
saa han stod der som en Dreng,
ha, ha for Bejlen der!

Duncan svor sig selv til Mén,
ha, ha for Bejlen der.
Meg var døv som Stok og Sten,
ha, ha for Bejlen der.
Duncan sukked ud og ind,
græd sig Munden vid og vind,
skreg, det blev hans Ligkist'pind,
ha, ha for Bejlen der!

Tiden læger alle Saar,
ha, ha for Bejlen der -
ogsaa dem, som Elskov slaar,
ha, ha for Bejlen der.
'Bør jeg', — trøsted han sig selv,
'la' en Tøs slaa mig ihjæl!
Hun for mig kan gaa til Hel —!'
ha, ha for Bejlen der!

Det forstaar vor Doktor kun:
— ha, ha for Bejlen der -
Meg blev syg, da han blev sund -
ha, ha for Bejlen der.
Noget dybt i Hjærtet sved,
Barmens Rund gik op og ned,
Blikket røbed, hvad hun led,
ha, ha for Bejlen der!

Duncans Sind var purt som Guld
— ha, ha for Bejlen der -
Meggis Skæbne medynksfuld,
ha, ha for Bejlen der.
Duncan saa, hvor hun var sød;
hvorfor volde Barnets Død?
Nu hun smiler paa hans Skjød -
ha, ha for Bejlen der!