Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab:
Vi har ingen Brug for Studenter!
Søg ud, hvor man bygger med tryggere Haab,
hos os i kun Skuffelser henter!
Bliv Kelner i Kjøge, bliv Høker i Hals,
gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals!
Prøv Amerika!
'Hvor faar jeg Mynten fra.'
Rejs ad Hekkenfeldt!
'Der er saa mange meldt.'
Se efter i Berling, der ved de dog bedst,
om nogen har Brug for Studenter.

— Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang,
og blæs denne Tale et Stykke!
Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang,
at ej det har Plads for din Lykke.
Naar Læsset skal over den drøjeste Knold,
og 'bedre Folk', de skynder sig i god Behold,
naar en nyfødt Sag
igjen bekjender Flag,
naar fra Friheds Træk
vi Sminken ønsker væk, -
naar Grunden skal spules i Augias' Gaard,
ja, da bli'r der Brug for Studenter.

Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst,
der gaar os som Kolden i Kroppen,
og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst
forvirres af Lygtemands-Hoppen.
Men hvis den skal kvæles, den svovlede Brand,
der sænker nu sin Tane over Danmarks Land,
hvis forsagte Sind
til Haab skal hjælpes ind,
hvis den golde Gus
skal ud af Gaard og Hus,
hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem -
-ja, da bli'r der Brug for Studenter.

Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr,
der retter selv skjæveste Hytte!
Idyllen er ude, en Stormtid er nær,
og ingen fra Stormen kan flytte;
den leger med Lande som Havet med Rav,
det er, som Aanden atter delte Land og Hav.
Torsken den gaar der,
og Manden han staar her,
Borgen gaar i Synk
til Bod for Hyttens Ynk;
men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn
— ja, da blev der Brug for Studenter!