Saa tror du, Studenten er tør som en Pind, -
da skulde du rigtignok vide,
hvor Blodet i Bringen ta'r Fart mod hans Kind,
naar Tjørnene klæder sig hvide,
da rejser han Ho'det og ter sig saa sky
og lister sig ud af den larmende By.

Han haster da rundt i den grønnende Vaar,
hvor Lammene leger paa Høje;
den springende Hare, den snigende Maar,
— han følger det alt med sit Øje,-
han aabner sin Favn for at kryste den Jord,
hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror.

Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn
han spejder saa langt over Lande;
hans Sjæl suger Fred af det herlige Syn,
mens Vaarvinden kysser hans Pande;
hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt,
men Armod og Laser han ænser nu lidt.

Thi nu er tilende den Vinter saa ful
med Madvig og Kakkelovnsrøgen,
med Rykkeres Mængde til 'Kjørmis' og Jul
og sejg og evindelig 'Søgen',
med Skoser fra Hjemmet og Tanternes Trop,
naar Mynten gik fløjten og Sulet slap op.

Men her hersker Gjøgen, ham skylder du ej,
han kukker som du for sin Føde
og elsker som du den fortryllende Maj
med knoppende Valmuer røde;
og ligesom du sover Gjøgen paa Kvist,
er ikke des mindre en stor Optimist.

Saa løft da din Hat for den evige Vaar,
for Droslen og Viben og Gjøgen,
for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar,
for Duen, der kurrer i Bøgen!
Og saa gaar du ind i den larmende By
og drejer din knirkende Kværnsten paany.