Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel
mødte dog sin hjertenskær ved rugens gamle skel.
Satte sig i græsset ned blandt klokkeblomster bly,
tog så op sit fingerbøl og gav sig til at sy…

Dyre du og dig!
dingeli-og-lej
dikke-du-og-dikke-di,
og dingelu og lej!

Solen glimted ellevild i Annas fingerbøl
snerrens sennepsgule blomst hang fuld af brune møl.
Lærken sang, og luften drev med dræ og duft af pors.
Annas ankelslanke ben var lagt så let i kors.
Dyre du og dig…

Anders sad og fingred tavs om pibekandens fals,
så, hvor rugens vipper strøg om Annas brune hals.
hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til:
vipperne, de lukser små, de kysser, hvor de vil.

Banked han så piben ud imod sin støvletå,
lagde kritisk øjet til og rensed den med strå
smed så brat det hele hen og rykked' farlig nær,
hvisked om den brune hals og alt det fine vejr.

Annas rappe, blanke nål i luften standsed' lidt
armens fine strakte rund fortoned' sig i hvidt
Greb han da på samme tid om hals og vipper små
kyssed Annas kind om mund om kap med rugens strå.

Nål og tråd ved første kys i snerren sank af skræk
Annas nye fingerbøl det trilled også væk
klinten på sin lange hals sig rejste for at glo
bittesmå mariehøns løb over Annas sko.

Mens som amoriner små opsteg de brune møl
gyldenring blev lovet hen for tab af fingerbøl
Rugen ringled vidt og bredt om kys og kærlighed,
hvad det mindste aks har hørt, den hele ager ved.