Nej Fanden sku' fejst' sæ da mir te Jens Kræme'!
Her staar sø'n en Stoder og trower, han ska' læ' mæ,
hvordan a ska' brygg', hvordan a ska' baag',
hvordan a ska' legg' en Flæskbøst i Laag'!

Og pin'won og gjerre det er jo æ Swi'n;
hwer Pott' po æ Hyld' saa kigge han i'en.
Saa ta'r en formøj af hans Miel og hans Maalt,
saa skuld' en ha' spaared ham tow Kjanne Saalt;
— ja haar en kjend' Maagen! Det er aalle saa møj
som den usleste bitte Taar Wand, en ska' løj,
saa ka' han lav' Vejlo og slaa med æ Dar',
saa det rister i baade Tallerkner og Far'.
— Han blywer da jen Tid længer' og warr'!

Nej haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer;
der kund' en hejsen ha' hat æ nø' bejer!
Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi' Lor
og Tow af den vildest For i æ Gord
foruden mi' Løn. — Men dér war jo Bøen,
og han so' jo Enki; og det er ett søen
aa tur' med anne dje skjødløs' Knæjt',
saa der bløw' da ingen Brød af den Bejt'.

Det hid' sæ jo osse, te han vild' ha' tavn' mæ
— ja sø'n te hans Kuen da! — men hwa' sku' det gavn' mæ?
Tho han er jo gammel — og gro o æ Bælle
og snaar da saa grim, som en Mennesk' ka' blyw';
som nu den her sølle Handtiring med æ Yw'
— og a'el sgu ett ha' en Mand, der er skjelle!
En ska' ett ta' enhwer. — Tho de'e da de færrest',
der ett ka' gaa og skjelt' sæ en Kjærrest;
men justemint find' sæ nøj, en ka' lid' o,
en Kaal aa slaa Bund' po, en Venskab aa slid' o -
aah, det ka' endda kost' jen nø Beswær!
For fand' en sæ jen, en tyt', en haaj kjær,
saa ska' æ nok pass' — jow det war ett sær'!
te saa er der osse anne o æ Tæ'r.

Nu trowed mæ Synder, te Søren holdt a' mæ.
— Her gaar a og gjemmer hwer Diel, som han ga' mæ!
— — Ja, hwa' a haar' lid' for den skjødløs' Dreng!
A elsker ham — ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi' Seng;
æ Ramm' den kost' mæ en javn Rigsdaale'!

Han kam her, saa tit mi' Hosbond war ud',
— søen hen ad æ Awten, nær aalting war still';
aanej, hwor bløw en da kanter og hwell',
saasnaar te Søren han pikked o æ Rud'!
Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaa'e;
han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka' haa'é;
en læ' dem regir' laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska' sej', te a bid heller kratte' ham -
men laa han forlæng', ja hwad tho saa wat a ham.

— Og saa ska' en nu ha' aa hør' i æ Bøj,
te den forbandede Flaani Mett Fløj
baade Nætter og Daw' Staar og drøwsker atte' ham!

Aa Jøsses, hwor bløw a da lid' ved æ Los
i Guer po æ Kjergaard; a sto' med no' anne
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender mæ om og gaar ad æ Stett';
hvem trower I, a møder anne end Mett'!
Hun bruser forbi mæ! — søen! — kallepros;
æ Buend — de bred' saawal som de smal' -
de blæst' jo om hind', som de war gal',
og a tær forsuer mæ — ja læ' mæ ett band -
men det er da baade sikker og sand',
te de haaj kost øwer syv Mark æ Al'!

Hwa', søen Stø' jen hun haar godt ved aa hed' sæ,
hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled' sæ.
Men hwad haar en'naaen sølle Hjavl wal af Gled'?

Der sto' a og bid i æ Knud' af mi' Kled';
for hwad ka' æ hjælp', te' en viser si' Vred'!
En er som en er,
som en bløw af Worherr',
og mukk' imod ham er der ingen der tær!

Men ta' den Kjærrest, en'naaen holder' ve',
nej, det sku' nu aalle ha' Low aa vær' te!
Og mo æ ett sejes, saa mo æ wal hwiskes:
En Hjaani som Mætt' — a tykkes hun sku' piskes!

Ja hwis a haaj Majt,
som blot a haar Ajt!

— Aae Jøsses endda, tho der taft' a æ Trajt!