Han var en stille Vandringsmand,
hvis Sjæl var i hans Sag;
han spurgte ej om Navn og Stand,
men kun om Hjærtelag.
Hans Arbejdsmark var Lyngen
og Landet nær derved,
og Hedelærkens Syngen
har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti
fra Vuggen til sin Grav,
og aldrig gik han Hus forbi,
hvor Døren kun er lav.
Hvor Hedebarnet brunes
blandt Tørvestakke graa,
der lyste ret hans Lunes
sig Tumlen med de Smaa.

Han trykked mangen barket Haand,
der var af Feber hvid;
han løsned tit de værste Baand
i Fattigdommens Strid.
Hvor vilde Magters Skygge
hang som en Tordensky,
der hjalp han til at bygge
for Fredens Gud et Ly.

Og traf du ham en Middagsstund
i Sommerrugens Læ
nedsegnet i et stille Blund
med Tasken mod sit Knæ,
hvor kunde han da smile
hvert Fnug af Træthed hen
og glad og vaagen ile
ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans,
at dette Land skal gro;
vel spørges sligt ej udenlands
men slaar os ved sin Tro.
Her kjendtes ingen Vaklen:
'Gjør Gavn, saa langt du kan!
Ræk Haanden ud til Staklen;
kanske han da bli'r Mand!'

— Saa mangt et Liv blev ringet ned
med Klokkens sidste Klemt.
— Om ham véd Hyttens Barn Besked,
hans Daad har Hjærter gjemt.
Naar Maanens Straaler vide
belyser Hedens Sti,
da vil de ikke glide
hans lave Grav forbi.