Og her kommer a med mi' Hywl og mi' Kjep
og mi' Hej-hej-ha og mi' Haah -
og hwis I vil skink' mæ en jenle bitte Sep,
saa blywer mi' Øwen saa glaad'.

Saa skal a fortæl' jer en Krumm' om mæ sjel
og mi' Hej-hej-ha og mi' Haah -
hwordan a kam hen aa slaa Tysker' ihjæl
og sjel kam saa skamle te Skaad'.

— I faromgoddaw' drøw a Verden omkring
med mi' Hej-hej-ha og mi' Haah -
tho a ku' jo syssel ved hunder Slavs Ting
— og æ Pigger — de war mæ saa raar'!

A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws'
og dje Hej-hej-ha og dje Haah -
hwor bløw de da mild'! A sku' hold' ved dje Klaws',
og de vidst' jo aalle nø' Maad'.

A smej', og a sang, og a klaared mæ godt
med mi' Hej-hej-ha og mi' Haah,
og dér war skam jen, a ku' gjan' ha' faat,
og hun war nu ett med de baar'.

Men a sku' no ett vær' Mari' hinne Mand
med mi' Hej-hej-ha og mi' Haah,
for a maatt' jo hen aa værg' for æ Land,
for den war sgi kommen i Faar'.

Det myldred med Tysker', ihwor en so hen,
med dje Hej-hej-ha og dje Haah,
og Tysker' war sjalden Menneskens Ven,
saalaant da æ Kuller ska' raad'

De dænged wos te med dje Bly og dje Stjen'
og dje Hej-hej-ha og dje Haah -
og øj' mæ da rejn den jen' af mi' Bjen'
og ga' mæ mi' Skrup og mi' Skaad'.

De to'en da fræ mæ her nejen mi' Knæ
med dje Hej-hej-ha og dje Haah -
og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ
— og saa denneher bitte Plaad'.

— Æ Daw' de gik ad, og æ Tysker' war gan'
med dje Hej-hej-ha og dje Haah -
og saa kam a hjem og gywt' mæ med Ann'
og slo' mæ hernied po æ Gaad'.

Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt
med mi' Hej-hej-ha og mi' Haah -
og skulter mæ javnle og kikker saa smaat,
nær æ Vind den flywer med æ Blaad'.

For no er a gammel og gro i æ Tow,
i mi' Hej-hej-ha og mi' Haah; -
men en Hywl ka' a sløv', og en Heist ka' a skow
og legg' Ægstol ind i en Spaad'.

Naa, no'el a res' mæ', og saa'el a go
med mi' Hej-hej-ha og mi' Haah -
mi' Kjep haar a ved mæ, mi' Rasp — og mi' Skro,
mi' Hywl den vinter ved æ Laad'.