Naar Jeg gienvordighed og tiden vil fordrifve,
Da gaar Jeg til min skat, som mig til rede staar,
Den under Jeg en pladtz imellem been og laar.
Min bomuld-bløde haand veed redskabet at stifve,
Som mig til ønsch behag en hiertens lyst kand gifve
Med tagten op og need, saa lenge Jeg formaar
At nyde saadan lyst, endtil der springer haar,
Som nesten hver gang skeer, da lader Jeg det blifve,
Thi det som før var stifft paa min udvalde skat
Er da formeget brugt, afmegtig, mat og slat,
Det henger slunken ned, endtil med mine finger
Og krammen Jeg det giør tilbørlig stind og stif,
Da giør Jeg mig, som før, til min forlysters tvinger,
See her min hiertens lyst, see her min tids fordrif.