Saasnart min Stemning stevner
Mod Lidenskabens Nat,
Jeg maa alene fare,
Af dig, min Sjæl, forladt.

Du bøjer ræd dit Hoved
Og lukker Øjet til,
Som Markens Leger fagre,
Naar Natten stunder til.

Frygt ikke Nattens Mørke,
Frygt ej dens stærke Lyn,
Thi Livets dunkle Gaader
Der klares for dit Syn.

Her ulmer mat kun Livet,
Som Gnist i Aske kvalt;
Der flammer det mod Himlen,
I alle Farver malt.

Her er du svag og bunden,
Der er du stærk og fri,
Der er med Baand, med Lænker
Og Skranker det forbi.

Der stiger du mod Himlen
Og ned i Dybets Skjød,
Der lever Aanden Livet,
Der aner den sin Død.

Ser, Signe, i mit Øje
Du Ilden vild og stærk;
Den er i Natten fostret,
Er Lidenskabens Værk;

Den er en Offerlue,
Der hver Gang, den er tændt,
Bestemt et Offer fordrer
I sine Flammer brændt.

Du, Signe, er det Offer,
Nu Luen favne vil;
Saa kom, jeg dine Øjne
Med Kys vil binde til.

Med mine hede Læber
Paa Barm bag Linets Bræm
Jeg kalder Amors Bue
I Rosenlinjer frem.

Nu er du Luen viet,
Den leger om dig alt,
Nu kommer Nattens Mørke,
Ved Tegnets Magt fremkaldt.