Ung Sigurd hed en Sanger,
Om ham jeg synge vil,
Ung Asali, jeg beder
Dig høre nøje til.

Imellem dunkle Drømme
Saa gled hans Ungdom hen,
Drøm var hans værste Fjende,
Han kaldte den for Ven.

Naar Verden kold ham mødte,
Og Livet gav ham Sorg,
Saa flygtede han stedse
Til Drømmens aabne Borg.

Drøm mildnede hans Kummer,
Den var saa sæl og god,
Han mærkede slet ikke,
Den drak hans Hjerteblod.

Den gav ham Borg og Slotte,
Den gav ham Lyst og Magt,
Den gav ham Sejr og Ære
Og alle Verd'ners Pragt.

Alt fik han uden Virken,
Alt uden Kamp og Strid,
Thi sløved' det hans Vilje
Og røved' Mod og Vid.

Og da ham Legen trætted',
Og Drømmen blev for trang,
Var Livet fjernt og fremmed
Som Fortids Sagn og Sang.

Ak intet Tag var taget,
Og steget intet Skridt,
Slet ingen Hindring fjernet,
Og ingen Strid var stridt.

Saa stred han da mod Maalet,
Men naar det tungt ham faldt,
Saa hvidsked' venlig Drømmen:
Hos mig du er der alt.

Thi lod han Striden fare
Og drømte end en Stund,
Men vaagned' dobbelt sorgfuld
Op fra det korte Blund.

Han kunde ikke ville,
Han turde ikke tænkt,
Ham havde Drømmen bundet,
Fra Livet udestængt.

Da kom en dejlig Kvinde,
Og alle Lænker brast,
Al Svaghed var forsvunden,
Og Viljen vorden fast.

Hun rakte mild ham Haanden,
Hun skjænked' ham sin Tro,
De elskede hinanden
Om nogensinde To.

Til ham fra hendes Hjerte
Flød Livets friske Strøm,
Men Sigurd ejed' Intet,
Kun Drøm og atter Drøm.

Og ej han turde give
Af Drømmens falske Skat,
Han frem ej turde mane
Dens faresvangre Nat.

Han følte, at han maatte
En Stund end ene gaa
For ved sin egen Kæmpen
I Livet Fæste faa.

Og Modet til at fare
Og pløje Livets Sø,
Det havde hun ham givet,
Den ædle, skjønne Mø.

Han saa i hendes Øje,
Han minded' hendes Mund
Og bad hende kun tænke
Paa Gjensyns lyse Stund.

Mer melder Sangen ikke
Om Sigurds Nød og Held;
Gud k j ender ene Enden,
Ung Asali — Farvel!