Farer hen, I tomme Drømme!
Synker ned i Glemsels Strømme!
I kan ej min Længsel dæmpe,
Jeg maa ud i Livet kjæmpe,
Ud i Livets stride Elv,
Bort fra Jer og fra mig selv; -
Ingen Ven jeg vinde kunde,
Ensomt mine Dage svunde
Uden Liv og uden Varme;
Træt jeg sank i Eders Arme,
Eders blege Skyggehære
Skulde mine Venner være;
Ak, hvor har I ej mig skuffet!
Jeg mig selv har ikkun truffet
I den store Billedstrøm.
Haab til Drømme er en Drøm.