Hun er borte! Hun ei meere svever
Synlig for mit Blik i Lunden her,
Hvor paa sørgende forladte Træer
Hvert et Løv mig: Hun er borte! bæver.

Hun er borte! sukker fiern og nær
Hver en Stemme fordum hende kiær,
Som nu hendes Lytten meer ei hæver -
Hun er flyet fra Stedet, hvor jeg er,
Nanna borte! Gud! og Balder lever!

Reist — hvorhen? — Og — vidste jeg det — Vee!
Jeg den flygtende tør ikke følge!
Kun for Balder ikke meer at see,
Kun for Balders Øie sig at dølge.

Hun forlod de ni, forlod de tre,
Nordens Sangmøer, som omdandste hende -
Ak! For aldrig at tilbage vende
Til den Lund, som spotter nu min Spee!

Dog tør ingen Fod derfra jeg flytte,
Tryllebunden til den Hiemmets Skov,
Hvor hver Gienlyd tonte hendes Lov -
Kun med Hela tør jeg Hertha bytte.

Først, naar falden er hvert Lundens Løv,
Først, naar Hegnet smuldrer rundt i Støv,
Først, naar alting færdigt er til Baalet,
Først naar hisset hun paa Bølgen seer
Nagelfar, min Helhiems-Ark, og leer -
Er mit Livs Fortvivlelse ved Maalet.

Visner snart da rundt omkring mig, Træer!
Visner, Sangens Blomster, fiern og nær!
Fald til Grav som ingen Hegn beskytte,
Balders Offerlivs forladte Hytte!