Jeg leies ei til Sang. Min Muse lyder
Ei Mecenaters og Patroners Bud;
For Guld den aldrig kalder Laster Dyder,
Og Jordens Røver Jordens Gud.

Reen er min Cither. Aldrig klang dens Strænge
Ved Leilighed til Glimmerboblers Priis.
Den rige Daare segne! den skal hænge
Taus, uden Lyd om Statsforliis.

Men ak! naar Dydens Søn forlader Jorden;
Naar Viisdoms unge Helt forlader den;
Da græder jeg og Harpens hule Torden
Forkynder, jeg har tabt en Ven.

Ak! i sin Kommes lyse Morgenrøde
En Sol for dig, mit Fødeland, gik ned;
Du tabte, da min unge Chrichton døde,
Du, Danmark, tabte meest derved.

Men du som kiender Sympathie, hvis Hierte
Som egen Qval fornemmer Brødres Skrig,
O! deel en Faders og en Moders Smerte
Ved en betroet Engels Liig;

Og græd med mig, som Himlen gav den Lykke,
Hver Dag at see ham, Barn endnu, sin Sjæl
Med Ynglingens Fuldkommenheder smykke,
Til Fædres Fryd og Statens Vel!

O! han er død! jeg saae hans Sjæl, og spaaede:
Du bliver døende Forældres Trøst;
Du bliver stor engang i Fredriks Naade,
Og elsket i hver Landsmands Bryst!

Ak! han er død, den ædle, fromme, gode!
Vort Haab, vor Fryd er skiult i Gravens Skiød;
Nu hyler Sorgen der, hvor Glæden boede;
Skræk tordner der, hvor Jubler lød.

Thi han er død, og kommer ei tilbage;
Forgieves er hans Moders vilde Skrig;
Forgieves er hans Faders ømme Klage;
Omsonst jeg græder ved hans Liig.

Forgieves, qvalt i Taarer, min Camene
Den Trøst, hun mangler selv, her stammer ud:
Dig, Fader! trøster ingen Melpomene;
Dig, Moder! ingen uden Gud.

Han vinkte! alt for skiøn til Støv, han ilte,
Og tog sin Yndling atter i sin Haand,
Reen som han sprang deraf — og Drengen smilte
Ved Vinket, og udgav sin Aand.