For Evans muntre Ledtog skiælv
Du, Søn af alle Nordboers Moder,
Vor Evalds og vor Vessels Broder!
Og, var du Vid og Fromhed selv!

Før end du pidskes frem af Vanen,
I dit bekrandste Løb paa Banen
Betragt her Støvet af en Ven,
Der, med en Engels Aand og Hierte,
Sit Mod, sin Kraft, sit Liv fortærte
For seent — i Venden om igien!

Ved fyldte Glas staae tænksom stille,
Med Bog i Haand af blandte Kort:
Lad ned i hint en Taare trille,
Og slæng med Veemod disse bort!