I Gnomer i Trommen, fornemmer mit Haab;
Tata!
Lyt fængslede Skare til Urians Raab!
Ha! ha!
Tumler jer i Trommen!
Timen den er kommen!
Haha! haha! hahaha!

Alfernes Konning
Og Sylfernes Dronning
Elskte sig troe. -
Saligt, i Roe,
Leved de to.
Urian stræbte til Tvist dem at egge:
Tvisten fandt Sted; og de skilte sig begge.

Oberon svor:
(Himmel og Jord
Hørte hans Ord)
Alfernes Konning,
Sylfernes Dronning
Skoven ei meer
Samlede seer,
Før i hver Fristelse, Modgang og Fare
Mand og Mandinde sig Troskab bevare.
Stedse nu skilt,
Hyle de vildt.
Klagen er spildt.
Før hun opdager Mandinden, han Manden,
Tvinger dem Eeden at flygte hinanden.
Skoven ei meer
Samled dem seer;
Urian leer.
Tumler jer, Gnomer! og larmer i Trommen!
Seiren er Urians, Timen er kommen.

Hyt, Oberon! hyt kun i Skov og Krat!
Tata!
En trofast Elsker du aldrig faaer fat
Ha! Haha!
Tumler jer, Krabater!
Skoggrer Kammerater.
Haha! haha! hahaha!

Og kommer og Kierlighedshelten engang,
Tata!
Saa kyse tilbage ham denne min Sang!
Ha! haha!
Svinger jer, I Gnomer!
Boltrer jer, Fantomer!
Haha! haha! hahaha!

Jeg throner paa Bredden af Dødens Flod;
Tata!
Jeg lever af Gift, og af Graad, og af Blod;
Ha! haha!
Trimler, I Krabater!
Rasler, Kammerater!
Haha! haha! hahaha!

Jeg fører ved Vold, og jeg fører ved Svig,
Tata!
Mod Dyden og Glæden evindelig Krig;
Ha! haha!
Klynger jer, I Gnomer!
Boltrer jer, Fantomer!
Haha! haha! hahaha!

Jeg hader det Eviges eenige Fred;
Tata!
Mit Uriansnavn er Forgiængelighed.
Ha! Haha!
Trimler, I Krabater!
Rasler, Kammerater!
Haha! haha! hahaha!

Jeg Kierlighedshelten alt falde seer;
Tata!
Hør! Oberon hyler! jeg skoggerleer:
Ha! haha!
Tumler jer Krabater!
Skoggrer, Kammerater!
Haha! haha! hahaha!