Her sender jeg Dig, kiære Ven, et Bind
Af Vers, som jeg har trukket ud og ind,
Alt efter Musens løierlige Sind -
Men som, trods al den Flid, hvormed jeg trakte
Deri hver enkelt Tot af Tankens Hør,
Og væved den, og snoede den, og strakte
Den, som en Hørgarnstraad udstrækkes bør,
Mig synes nu, det hele Garn er færdigt,
Om ikke Publicum, saa Dig,
Og Carstens, og Seline, Pram, og mig,
Og Folk, som sig forstaae paa Digterspind, uværdigt.
Jeg finder det idag, og fandt det alt igaar,
Saa speyet, fuldt af Kurrer, og af Skiæver,
At det mig forekom tilsidst som Blaar.
Med Overbærelse det i det mindste kræver
Af dem, som veed, jeg eene spandt af Nød
Paa Wessels Teen; og at jeg meer blev fød
Til tragisk, end til komisk Væver.

Som sagt, til Latter Himlen just saa lige
Mig intet Kald, og ingen Drift lod faae;
Men Sygdom, Creditorer, og deslige
Har ofte nødt mig til at lade saa;
Selv mangt et Stød, som dybt mit Hierte saarer,
Til convulsivisk Latter tvinger mig -
Thi, ak! til Glædens høie Sprog, til Taarer,
Jeg hidindtil var for ulykkelig.

O! vilde gunstig Skiæbne mig tilstæde,
Ved Hielp af lidt Lyksalighed, engang
Af Hiertens Lyst at turde græde,
Som Milton eller Evald græd, i Sang!
Men ak! min Hornemann, det lader til, desværre!
Jeg ende maae, som jeg har alt begyndt;
Mit Haab om Fryd i Livet er kun tyndt,
Det veed vor Herre!
Naar upartisk jeg i min Skiebne seer mig til,
Er al Slags Luxus af poetisk Graad og Tuden,
Mig ventelig til evig Tid forbuden.
Som Himlen vil!
Hvis i det mindste ved min tvungne Latter
Jeg kunde lokke hist og her et Smil
Af een og anden yndig Evadatter
Saa i en Omkreds af tolv fiorten danske Mil,
Fornemmelig af Din Selines Øie,
(Thi Du har venteligen Din
Som jeg har min)
Jeg vil mig taalig lade nøie
Med liden Rang
I komisk Sang -
Især hvis Du til deres Smil vil føje
Et: „Baggesen!
Fortæl os snart et Eventyr igien!"