Vis er Døden. Salig Slummer
Venter snarlig Sorgens Ven.
Trøstesløse! taal din Kummer!
Snart i Graven endes den.

Hvad er Venskabs høie Glæde,
Favntag af en yndig Møe,
Hvad er hele Jordens Glæde
Mod den Vished, du skal døe?

See bag Skyer Solen ile,
Sin bestemte Bane hen;
Snart den synker, for at smile,
Medens Havet favner den.

Dine Dages Aftenrøde
Vinker dig til Jordens Skiød;
Denne Tanke bør forsøde
Hver, som græder, Livets Nød.

Nyd den, føl den, fat dens hele,
Trøstefulde Salighed;
Sorgens Skyer mildt sig dele,
Flygte, svinde reent derved.

Som det dyrebare Minde
Af min Himmels tabte Fryd,
Da med Kys en øm Veninde
Styrked', lønnede din Dyd.

Da dit Blik i hendes Øie
Engles Salighed forstod,
Og du nærmere den Høie
Følte dobbelt, Gud er god.

O! som dette søde Minde
Kald den Vished ofte frem:
Snart skal dine Dage svinde,
Og din Følelse med dem.

Kald den oftere tilbage,
End din nylig tabte Lyst;
Hins Erindring den forjage,
Enevældig i dit Bryst.

O! thi hvad er svunden Glæde?
Skyggen af en jordet Ven?
Vi vil favne den, og græde
Dobbelt, naar den svinder hen.

Lad dit Hierte Gift ei sanke,
Slangen mellem Roser lig,
Af den alt for søde Tanke:
Engang var jeg lykkelig.

Nei! men engang skal jeg blive
Fri for Liv og Qval som hun;
Døden mig den Roe skal give,
Som i Graven nydes kun.

Dette Haab bestandig svæve
For din Aand og styrke dig!
Men af Himlen ei du kræve
Hende! Hun er lykkelig.

Vel blev trefold Mørke givet
Dødens tavse Opholds-Sted;
Ak! men ei saa mørk som Livet
Er dens Hulers Eensomhed.

Ei forstyrre falske Syne
Slummeren i Gravens Skiød;
I dens Nat ei Drømme lyne;
Søvnen der er rolig, sød.

Frygt for op til nye Plager
Snart at vækkes ved dens Savn
Ei den Lykkelige nager
Som hendysses i dens Favn.

Nei! men den som rolig hviler,
Qvæget i dens søde Slum,
Dobbelt skiøn opvaagnet iler
Derfra til Elysium.

O! der skal du engang favne
Hende, som forlod dig her;
Saligheder uden Navne
Begge skal omgive der.

Og lad det end vare længe,
Mange Aar sig slæbe hen,
Før i hine Glædens Enge
Hun skal møde dig igien.

Hvad er Jordens længste Plage,
Hele Livets Bitterhed
I en Rad af mørke Dage,
Mod en salig Evighed?

Hvor du mellem evig unge
Glæder, Gud og hende nær,
Nyde skal, hvad ingen Tunge,
Ingen Ord dig tolke her.