Hvor var du, glade Siel! hvor endte sig
Den lange Rad af kummerfulde Dage?
Hvo løste Lænken, som nedtrykte dig?
Kom du fra Lysets Helligdom tilbage?

Hvor bleve de, hvis blide Glimt fra Gud,
Hvis matte Glands endnu min Aand omhyller,
Hvis rene Vellyst, skiøndt de sluktes ud,
I Nattens Mørke mig endnu fortryller?

Var du den Evighøies Trone nær,
Ved Kilden, af hvis Væld det Hele springer?
Hvad hørte du, hvad saae, hvad fandt du der!
Hvi zittre dine vellystmatte Vinger?

Jeg var i Ludvigslund; der endte sig
En kiedsom Rad af kummerfulde Dage;
Paa Glædens Vinger der jeg hæved mig,
Og sank betynget af min Lyst tilbage.

Jeg var den Evighøies Trone nær,
Jeg Kilden fandt, hvoraf det hele springer;
Thi Viisdom, Dyd og Ynde fandt jeg der,
Og derfor zittre mine matte Vinger.

Men Støvets Toner danner ingen Lyd,
Som tolker Lysets Aanders Tryllerier.
Mon alle Sprogs foreente Harmonier
Udtrykke blot et Glimt af salig Fryd?

Dog — storme Længsler i mit glade Bryst,
For at udgyde mit for fulde Hierte!
Min Siel ei taaler denne Strøm af Lyst,
Hvis Vælde skylte bort hvert Spor af Smerte.

Thi vant til Kummer, skiult i Nattens Skiød,
Og kun fortrolig med Elendigheder,
Jeg blindes i den Glands, som Mørket brød,
Og daaner mattet i uvante Glæder.