Jens Baggesen

15 February 1764 – 3 October 1826

Tredje Sang

Du doppelt skiøn, fordi din Ild
Sig gjennem Savnets Mørke maler!
Som, naar bag Skyen Solen daler
Ei længer blindende, men mild;
O! kiæmp dig gjennem Natten hid,
Kom giennem mange mørke Dage
Med al din Salighed tilbage,
Min Barndoms Himmels svundne Tid!
O! Bortjag af mit knuste Bryst
Den Kummer, som dit Tab mig lærte;
Og fyld mit glædetomme Hierte
Med — blot med Mindet af din Lyst!
At Tanken om en Andens Fryd,
Fryd, som mit Hjerte selv ei smager,
Skal ei forvandle Glædens Lyd
Til Sorgs kiedsommelige Klager!

En ny Natur, en anden Jord,
Et fremmed Liv, en doppelt Evne
Til Gud at kiende doppelt stor,
Og Følelser, som Ord ei nævne -
Et Nok, et Alt som Ingen veed,
Som Elskende kan ene fatte,
Udfolded alle sine Skatte
For Eginhart i — Kiærlighed.

Ved Emmas Arm, ved Emmas Side
Meer straalende han Solen saae
Bag gyldne Purpurskye nedglide
Paa Himlens doppelt skiønne Blaa;
Ved hendes Bryst, ved hendes Fødder,
Var Blomsterleiet doppelt blødt,
Var mere Lye ved Egens Rødder,
Slog Egens Sanger mere sødt;
Og ved et Blik af hendes Øie,
Og ved et Tryk af hendes Haand
Med doppelt sikker Flugt hans Aand
Sig hæved henrykt til den Høie.
Den Bæk, hvori hun speilte sig,
Blev renere ved hendes Blikke;
Den Torn, som kyste hendes Flig,
Om end den stak ham, saared ikke:
De Roser, som paa hendes Bryst
Omplantedes, blev doppelt røde,
Da først de blomstred ham til Lyst,
Naar der de, qvalt i Vellyst, døde.
Hvor han opholdt sig, hun var med,
Og hvor hun gik, han fulgte hende -
Kun svagt adskiller Tid og Sted
To, som i lige Flammer brænde -
Vor Jord dem var en Himmel liig,
Elysium fra Syd til Norden;
Thi begge saa paa hele Jorden
Alene Kiærlighed og sig.

Ja Kiærlighed! Naturens Bliv!
Du evigyndige den samme!
Du var den Ild, hvis lyse Flamme
Antændte Millioner Liv!
Dig var det, som af Intets Øde
Vor Verdens Under kaldte frem!
Dig er det, som igien de Døde
Vil kalde til et bedre Hiem!
Dig er det, som vor Jord tilbeder,
Og elsker, under Navn af Gud,
Hvis Skaberild ei slukkes ud
Af Millioner Evigheder.
O! Held os, at og Støvet fik
En Gnist af din tilbedte Lue!
At i din Helligdom vort Blik,
Opklart af denne, dig kan skue,
Og spore her ved din Magie,
Hvad Evigheden Engle viser:
Rundt om vort Øre Harmonie,
Rundt om vort Øie Paradiser!

I rolig Vellyst svunde hen
De nydte, deelte, blide Dage;
Hver Nat kom Drøm om Fryd igien;
Hver Dag kom vaagen Lyst tilbage.
Uskyldigheden aldrig veg
Fra deres Side; Lunas Smile
Dem lokkede til deres Eeg -
Usaared af Cupidos Pile,
De smagte, hvad Fornuft og Dyd
Dem hemmeligen ei forbøde;
Og Ønsket om en større Fryd
Forgifted ikke den de nøde.

Saa var for hine første To
Den Himmel, Kiærlighed dem skabte,
Før Nøisomhedens stille Roe
I graadig Lyst til meer sig tabte:
Saa høres Kilden klar og frie
Fra Vældet sødt og sagte suse,
Før Bække styrte sig deri,
Og lære dem, som Flod, at bruse.
Kort, paa den hele vide Jord,
I alle dens adspredte Steder,
Fra Vest til Øst, fra Syd til Nord,
Hvor Lykken sine Skatte spreder -
Fra der, hvor Overflod den Konst,
At drikke hele Landstrøg, lærer,
Hvor, for at mætte sig omsonst
En Skok af Brødre Hver fortærer,
Til der, hvor nøgne Vildes Flok
I femten Vintre bleve glade
Af det, som paa japanske Fade
Til hiins Souper blev ikke nok -
Var ingen Viis, var ingen Nar,
Var ingen Sultan, eller Slave,
Trods Klogskabs eller Dumheds Gave,
Saa lykkelig som dette Par.

Men ak! i Glædens Slummer svagt
Til Tidens Flugt vi Mærke lægge.
Klædt i en Maidags korte Dragt,
En Sommer sneg sig bort for begge,
Før Synet af dens blege Lig,
Paa de med Snee bestrøede Høie,
Trak Sløret fra det drukne Øie,
Hvis Blik med eet opklarte sig.
Hun saae paa ham, han saae paa hende,
Og begge saae Naturens Død,
Og begge vaagned og udbrød:
Hvor snart fik denne Dag dog Ende!

Hvorhen de vendte sig, var Spor
Af Vintrens Grumhed, Alt var øde,
Hvor før de sødt i Fryd henfløde,
En Gysen nu dem giennemfoer.
Den Lund, hvor under Egens Skygge
De slynged til hinanden sad,
For Vidner, som for Solen, trygge,
Har tabt sit allersidste Blad;
Og alle dens symphonske Fugle
Er flygtede for Stormens Hviin,
Og Hylet af en ensom Ugle
Fra nære truende Ruin.
Den muntre Kilde, som sig snoede
Sødt rislende forbi dem ned,
Er størknet, og kun Tidsler groede,
Hvor før Violer, ved dens Bred.
De lette, flagrende Favoner,
Som spøgte mellem Blomstre her,
Fløi hiem til Sydens fierne Zoner,
At aabne nye Roser der;
Afklædte Høies magre Kroppe
Laae dækkede med Sneens Slør;
Og Ekko tog fra nøgne Toppe
Ei deres Sang igien, som før.
De Vidner til den Fryd, den søde,
Som før dem mødte, hvor de gik,
Var flygted, falmed, eller døde
Ved Vinter-Kongens mørke Blik.

Et ængstligt Glimt af kiælen Smerte
Mens han i Tanker tabte sig
Ved Synet af Naturens Lig
Steg op i Emmas bløde Hierte:
„Min Eginhart! og om vi nu"
Og ned paa hendes hvide Kinder
En Taare randt — „om Alt forsvinder -
„Min Eginhart! hvad siger du?
Om jeg, om du, o! hvilken Tanke!
Om en af os forsvinder med -
Gud! midt i vor Lyksalighed
Mit Hierte holder op at banke."

„Livsalige! Du maa forjage
Ved Elskovs lyse Vaaben kiæk
De mørke Billeder af Skræk!
Omfavn mig, og de flye tilbage!
Døe kun Natur! døe! (raabte han)
Du savnes ei! Min Emma lever!
Din Kuld, iisvæbnede Tyran!
Ei føles der, hvor hun omsvæver;
Dræb hele Jordens Blomsterhær,
Dens Dronning dog tilbagebliver;
Alt, hvad der segner for dit Sværd,
Sødt hendes Smiil igien opliver." -

„Ja, flye min Sommer let og snart!"
(Saa lød den Skiønnes blide Stemme)
„Min Elskov og min Eginhart
Skal lære mig dit Tab at glemme;
Thi hvor er Vinter? hvor er Død?
Kun der, hvor Eginhart er ikke;
Et evigt Foraar paa hans Skiød
Skal trylle mine kiælne Blikke!"

Saa trøstede sig begge To,
Et uophørlig Nok hinanden,
Men ak! de stode trygt paa Randen
Af Livets alt for bratte Roe.
121 Total read