Høit opløftet over Jordens Tuer,
Over siunkne Bierges tause Væld,
Hvor det næste Trin mit Væsen truer
Med et Fald igiennem Skyens Buer
Ned i Dybet, i hvis Svælg jeg skuer,
Svimler jeg paa Toppen af mit Field.

Skræk! i dette stille Lysets Øde,
Hvor det sidste Suk af Bækken døde,
Hvor jeg tabte dybt hvert Lye.
Pludselig den hele Himmel mørknes;
Og min Æthers klare Tomhed størknes
I en tordensvanger Skye.

Er det Livets eller Dødens Vinger,
Som paa denne Pynt omsuse dig?
Lyn, som den Usynlige nedsvinger?
Er det blege Lys, din Straale bringer
I det tykke Mulm, som Alt omringer,
Sendt at hæve — sendt at styrte mig?

Underfulde Skræk! I Skrald af Torden
Midt i Flammeskyens Hvirvelstorm,
Mellem Klippers Fald, mens hele Jorden
Bæver, og, imod Naturens Orden,
Himlen sort, og Dybet lyst er vorden,
Jubler i sin Undergang en Orm!

See! mit Øye blindes kun af Luer,
See mit mit Øre døves kun af Brag,
I hvis Rasen, Jord og Himmel gruer
For den yderste Naturens Dag!
Neppe føler jeg mit Hierte banke;
Dog forhøyer Livet i hver Tanke
Døden i hvert Tordenslag.

Sandsers høie Qval, som Aanden fryder!
Rædsel, som mig evigt Mod indgyder!
Fare! som betrygger mig!
Kan en Traad, som Hendelse kun tvinder,
Som den blinde Skiebne sammenspinder,
Kan et Væsen, som i Støv forsvinder,
Føle dig?

Nei! hvor Sandserne kun Rædsler ændse,
Hvor Naturens Skabning ligger Liig,
Her, paa Livets og paa Dødens Grændse,
Blotte Støv! ophøiet over dig,
Føler jeg mig tryg i Skrækkens Svimmel,
Drømmer jeg mig ind i evig Himmel;
Thi jeg er udødelig!