Nattergal, som, fiern fra kiælne Mage,
Hørte, bange selv, min bange Klage!
Turteldue, som med Vemods Kluk
Dybt i Skoven hørte mine Suk!
Breddens Maanehavbliks Suusevinde,
Som saa tidt fornam min Taare rinde!
Ømme Toner fra Naturens Bryst,
Som mit Hiertes huldt imøde svæved,
Som med Harpen i mit Indre bæved -
Hører, og udbreder nu min Lyst!

Salamandrer, som i Nordlys sendte
Kiøle Blik til Baalet i min Barm,
Medens uden Haab dets Offer brændte -
Sylfer, som adspredende min Harm,
Naar de Suk og Bønner, Hun ei hørte,
Luftens Aften-Harpes Strænge rørte -
Gnomer, I, som under Egens Løv,
Hvor i Lunden først jeg Elskov lærte,
Huldt en Grav beredede mit Støv,
Medens haabløs Qval min Aand fortærte -
Og, Undiner — venlige — som bød
Tidt mig ned i Eders dunkle milde
Kiøle Boligs stille dybe Skiød,
Naar paa Skum, i Bruusen af den vilde
Havets Bølge, spildt, min Taare flød -
Alle tonende Naturens Aander,
I, som toge Deel i Skialdens Vaander:
Ildens, Luftens, Jordens, Vandets Lyd,
Røstens Perler, Klangens Diamanter,
Samler Eder rundt fra Klodens Kanter,
Leirer Eder om min Harpes Fryd!

Nanna deeler nu Jer hulde Lytten
Til den inderlige Sang fra Hytten,
Hvor, omringt af Eders fromme Chor,
Skialden dybt i Skovens Hierte boer;
Nanna — smiler nu, I Straalevrimle,
Som tilforn mig græd i Duggens Fald -
Nanna lytter — hører det, I Himle -
Til sin ømme, tro, og kiælne Skiald.

O! men I, hvis Hierter ei sig lukte
Medens end den Grumme lukte sit -
I, som zittrede, som græd, og sukte,
Stemmende hvert Livets Qvad til mit:
I, som, i en Samklang uden Lige,
Huldt med hver en Veemods Melodie,
Hentet fra det store Hiertes Rige,
Stode mit i Sangens Klage bi:
Harpekonger paa Naturens Throner,
For hvis Zeptre Kunsten knæler ned,
Laaner mig nu ogsaa Glædens Toner
Til at synge min Lyksalighed.