Cyprens skiønne Herskerinde,
Elskovs mægtige Gudinde!
Min Seline kalder dig.
O! forlad i Dag Cythere!
Byt det bort for meget mere,
Som hos hende venter dig!

Hendes Huus dig i det lille
Vil Olympen selv fremstille;
Kunst, Natur, og attisk Smag
Overalt dit Øie maler
Phantasiens Idealer
Under min Selines Tag.

Vaarens sidste, skiønne Gave,
Rosen, staaer i hendes Have
Rød og hvid og frisk, som du.
Druen, som dig hiemme fryder,
Skienket af Seline byder
Nektar, mere sød endnu.

I dit Paphos dunkle Gange
Blandes Nattergalers Sange
Sødt med Rislen af en Elv;
Aphrodite! men du glemmer
Dine Philomelers Stemmer,
Naar Seline synger selv.

Vellyst lokker ikke mere
Paa dit duftende Cythere
End paa hendes Opholdsted;
Men i hendes Øie byder
Dronningen for alle Dyder
Faunen selv Beskedenhed.

Værdigt Selskab og du finder;
Thi min Elskedes Veninder
Faaer du samled her at see.
Hver af dem er en Charite,
Hos en anden Aphrodite
Seer du dine hulde Tre.

Intet, intet vil du savne!
Giv det alt Olympens Navne,
Saa blir det og Himlen eet.
Og foruden Speil, Gudinde!
Vil du dig fordoblet finde,
Naar du har Seline seet.

Iil, Kronions skiønne Datter!
Kom med Elskov, Skiemt og Latter,
Kom med Amors hele Hær!
Ellers troer din Skjald, Gudinde!
At du frygter for at finde
Meer end dig i hende der.