Urania! du lønner din Tilbeder,
Som troe dig ofrede sit Hiertes Ild;
Og aldrig af den blinde Livets Leder
Sin Ungdom lod paa Roser føre vild!

Omsonst han ei din høie Guddom dyrker,
Endskiøndt dens Glands for Jorden skiuler sig;
Med Haab i bittre Qvaler du ham styrker;
Forladt af Verden iiler han til Dig.

I høitidsfulde Drømmes Fantasier
Du viser ham dit Tempels lyse Pragt;
Og Smerten flygter ham, og Sorger tier;
Og stille føler han din Guddoms Magt.

Høit over Jordens Bane du ham skaber
Et Tempel, som en evig Mai beboer,
Hvor, mellem Sole, han af Synet taber
Den dybt nedsiunkne lille, mørke Jord.

At kiende dig, tilbede dig, Gudinde!
At knæle for dit Zepter blev min Lod.
Held mig! jeg Sole saae for dig hensvinde,
Og Verdener bortrulle for din Fod.

Held mig! Thi løst af Støvets tunge Lænker,
Jeg ofte til din Throne svinger mig,
Hvor du den himmelreene Vellyst skiænker,
Som kun Uskyldighed bereder sig.

Lad Daarer sig med flygtig Kildren fryde,
For evig at begræde deres Lyst!
Sødt, efter Qval, skal Evigheden gyde
Sin reene Vellyst i mit reene Bryst.

Med Følelser, som Dydens Søn kun fatter,
Igjennemtrængt af hellig, himmelsk Ild,
Urania, jeg saae din skiønne Datter,
Og saae din Salighed i hendes Smiil -

Og svor ved Dyden, og det Blik, som skuer
Hver Tanke, før den modnes i vort Bryst:
At evig ei min Elskovs reene Luer
Skal smittes af en Dig uværdig Lyst;

Men uden Pletter, som min Elsktes Hierte,
Som Lunas Sølv, og Dagens Konges Guld,
Den brænde skal, og giennem Fryd og Smerte
Mig bringe hellig ned i Gravens Muld.