Taarn høie Hvirvler op, o Bølgevrimmel!
Fra Oceanets dybe Bund,
Mod Nattens slukte Stierners mørke Himmel!
Og styrt igien i Grund!

Dæk, tykke Mulm! hvert Skiær i hine Gruber,
Hvor Døden af sin gamle Grav
Opskyder graadig tusind aabne Struber,
Og fnys, og hyl, o Hav!

Brøl Storm i Torden! raser Elementer!
Og truer Himlen selv med Fald!
Mens Jordens Bæven Livets Ende venter
I næste Tordenskrald.

Du dandser trygt paa Randen af de Huler,
Nu Havets Bund, nu Himlen nær,
Hvor Livets Fiende sig i Mulmet skiuler
Blandt Skyer og vilde Skiær.

O Skib! og trodser Mulm og Storm og Torden,
Og alle Styrtninger og Død;
Thi Danmarks Styrer, Fredens Gud i Norden,
Du bærer i dit Skiød.