Sig, Elskede! den Mand, til hvem dit Øie
Med kierlig Ømhed smilte første Gang,
Var det en Aand, en Engel fra det Høie,
Hvis Tryllemagt dig til at elske tvang?
Hvad? eller var det en af Støvets Sønner,
Hvis Salighed er kummerblandet Fryd,
Hvis Magt er Frygt og Haab og Suk og Bønner,
Hvis Herlighed er ubemerket Dyd?
En Dødelig, som jeg? tilbedte Pige!
Hvori bestod hans Fortrin da for mig?
Hvad tænkte, sagde denne Lykkelige?
Hvad giorde han, for at behage dig?
Siig, hvilken tryllende Camene lærte
Hans Tunge Guders Sprog? med hvilke Ord
Fortolkede hans Læber Elskovs Smerte,
At Lyden fra dit Øre spildt ei foer?
Ved hvilke Prøvers overvundne Plage
Beviste han sin Elskovs Evighed?
Hvor mange kummerfulde mørke Dage
Gik ham forbi med Seklers sene Fied?
I hvilke Skove blandte sig hans Klage
Med Philomeles Trillers kielne Klang?
Hvad Klippe, haard som du, slog vildt tilbage
Hver Gienlyd af hans Elskovs ømme Sang?
I hvilken Dal mon Flora saae ham irre
Fortvivlet om, med vilde, tunge Fied?
I hvilken Flod ham saae Najaden stirre
Med bange Tegn paa hans Urolighed?
O! kom han over Torne, spidse Stene,
Udmattet, blodig, for at kaste sig
I Støvet for din Fod, tilfreds ved ene,
At have kysset den, og skuet dig?
Igiennemirrede den lykkelige
Solbrændte Zahras Heder, Afnus Sand?
Og løb han giennem Løvers øde Rige,
For, skuffet, at forandre Sind med Land?
Kom han, som Seirer over Millioner,
Og lagde Jordens Kroner for dig ned?
Seline! hvad er alle Jordens Troner,
Og deres Skatte, mod din Kierlighed?
Tilkiøbte han sig med Tantalisk Smerte
Dit Haandtryks ubetalelige Lyst?
Fortæred' Japetidens Ørn hans Hierte,
For første Gang hans Mund af din blev kyst?
Ja! jeg vil troe det, elskte, grumme Pige!
Alt dette har han giort og lidt for dig;
Men med det alt, fortiente jeg din Lige;
Og ak! Seline er ulignelig.