Lig Memnons Støtte, kold, og uden Liv,
Mit Orgel ubevidst jeg stod
I Nattens Mulm, hvor sieldne Lyn af Fryd
Forgieves glimted mig imod.

Men Memnons Støtte lig, da Phøbus rød,
Fra Himmelbuens østre Rand,
De første Straaler paa dens Isse skiød,
Og tændte dens Metal i Brand;

Jeg pludselig blev varm og fuld af Liv
Da Dans Begeistrings-Sol opgik;
Jeg sang; din Glands, o Evald! var det Bliv,
Hvorved mit Orgel Stemme fik.

Din Hymnes Straaler tændte første Gang
Med apollonisk Ild min Sjel;
Og aldrig glemmer jeg at denne Sang
Var Evalds Sang til Schleppegrell.