O du! som ofte saae min Taare rinde,
Du som medlidende den tidt modtog,
Naar hendes sidste Smil mig randt i Sinde,
Som gav mig dig, o elskelige Bog!
Vær Vidne til den Sorg, som dette Hierte
Fortærer langsomt, nu, da hun er vred!
Medlidende vær Vidne til min Smerte,
Og kierlig deel min Ulyksalighed!
De svandt, de svandt, de lykkelige Dage!
Med hendes Smil forsvandt min hele Lyst;
Og aldrig, aldrig komme de tilbage,
Selv Haabets Glimt udsluktes i mit Bryst.
O! jeg var lykkelig! blandt Støvets Sønner
Den lykkeligste, salig, som en Gud!
Nu døer min Kraft i frugtesløse Bønner;
Min Ungdoms Ild i Graad nu slukkes ud.
Vildt vanker jeg i Mørket, for mit Øie
Fremlyner rundt i Natten Skræk og Død;
Og ingen Ven mig trøster, fra det Høie
Seer ingen Gud medlidende min Nød.
Kun du, o Bog! for dette knuste Hierte
End giemmer Styrkning og balsamisk Trøst!
Kun dig, kun dig jeg klage vil min Smerte;
Du spotter ei, som Ekko, grumt dens Røst!
Ei dig omsonst min faldne Taare væder,
O! dette være din Forfatters Løn!
Naar Richardsons Seline med mig græder,
Min Vemod ei misunder Glædens Søn.
O! ganske vist hun ikke vil min Plage,
Som gav mig dig, min sidste Vellyst! nei;
Clarissa — glade Drøm! kom tidt tilbage!
Clarissas fromme Hierte hader ei.
Og er det Ret at klage, Ret at murre
Mod Skiæbnen, naar o Bog jeg eier dig?
Bør den, som er saa rig, mod Himlen knurre?
Er den, hvis Skat du blev, ulykkelig?
Nei, flyer min Harpe, sørgelige Toner!
Bort fra mit Øie, Sorgens mørke Skyer!
Did, hvor blandt øde Klipper Døden throner,
Did, hvor hver Glimt af Solen slukkes, flyer!
Thi jeg er lykkelig; og jeg skal fatte,
Erkiendtlig glad, at Himlen elsker mig;
Thi hvad er Perus, alle Jordens Skatte,
Al Verdens Rigdom, elskte Bog! mod dig?
O! hvis det alt, og hine lyse Himle,
Hvis denne Klode, hvis den hele Hær
Af andre Kloder, som om denne vrimle,
Den hele Skabning, paa min Elskte nær,
En mægtig Gud mig gav, imod at tage,
Clarissa! dig; jeg sagde: Støvets Ven!
Tag Stjerner, Himmel, Jord og alt tilbage,
Og giv mig ene denne Skat igien!
Ja! jeg skal nøisom skiønne paa min Lykke,
At du, Selines Helligdom! blev min;
Tidt til min ømme Barm jeg dig skal trykke;
Tidt til min taarevædte, blege Kind.
Og jeg skal frydes saligt ved at kysse
Hver Side, hendes Blikke vandred i,
Og sødt i milde Følelser neddysse
Min bittre Smertes vilde Raserie.
O du mit Alt, min hele Rigdom giemmer;
O! du mig, elskte Bog! en Verden blev,
I dine Blades Skuen jeg forglemmer
Hvad Skiæbnen grusom i min Stjerne skrev.
Hvor skiøn, hvor elskelig, er du mod Jorden!
Selines Øies lyse Herlighed
Forskiønner kun en Plet af den i Norden;
Men du forskiønnes overalt derved.
Hvor stolt, hvor fuldt af Guddom er mit Hierte
Naar blot en Deel af dig er i min Haand!
Ei større Saligheder Engle lærte
End Følelsen, som hæver da min Aand.
Mit Øie, vellystdrukkent, allevegne
Da vanker om fra et til andet Blad,
I de af hendes Smil bestraalte Egne.
O! hvor hun smilte, Sorgen selv blev glad!
Tilsidst som giennem Vellyst-Bølger drevet,
Det hviler i sin Glædes sidste Havn,
Hvor hun med egen Haand har kierlig skrevet
Sit yndige guddommelige Navn.
O tusinddobbelt det dit Værd forøger!
O! Held den Dag hvorpaa din Lod mig faldt!
Du dyrebareste blandt alle Bøger,
Du er min Trøst, min Bibel, og mit Alt!
Og ofte skal jeg i min Elskovs Hede
For dig, min Helligdom! nedkaste mig,
Og festlig andagtsfuld i dig tilbede
Den nye Clarissa, som mig skienkte dig.