O du, hvis muntre Smil, da jeg den første Gang
Dig saae, din hele Siæls Uskyldighed mig malte;
Hvis uforstilte Sprog Oprigtighed mig talte;
Og fra det Øieblik at elske dig mig tvang!

Der gives de, som troe sig høit paa Lykkens Tind,
Naar Pøblen blendende, paa Folkets Samlingssteder,
Af Dyr til Mennesker omdanned af en Skræder,
De vinde Prisen i den Kunst at giøre Vind.

Lig Bier sværme de med Surren rundt omkring
Fra hin til denne Blomst i Kongestadens Have,
Velrustede med den misundelige Gave,
At more hin med Fias, og den med ingen Ting.

Der findes andre, som det eene Held attraae,
Paa Rangens Trappe høit fra Trin til Trin at stige;
Og som da troe sig først fuldkommen lykkelige,
Naar de det hvide Baand omskifte med det blaa.

Af al Fornøielse hin synes Jagten best;
Han glemmer over den sin unge kielne Kone,
Og giennem Skov og Krat, ved Hornets vilde Tone
Fortryllet, Hiort og Hind forfølger paa sin Hest.

Trompetens raske Lyd en andens Siæl til Kamp
Opflammer; Fiender maae for Heltens Arme vige;
Lad Mødre længe nok forbande grumme Krige!
Ham fryder eene Mord og Skrig og Brag og Damp.

Hin Seiler, som sit Skib nu synkefærdigt seer,
Blandt blinde Skiær, med Suk; Kun Farer er paa Vandet;
Hvor lykkelig er den, som har sit Brød paa Landet!
Fortømrer det igien af graadig Lyst til Meer.

En anden elsker Mag, og finder største Lyst
I sine Fædres Jord med egne Dyr at pløie;
Han paa det vilde Hav ei vovede sin Trøie
For Vinding af hver Skat fra Perus gyldne Kyst.

Hin drikker til sin Sang, og synger til sit Glas,
Adskildt fra Hoben i Dryaders lette Dandse,
Kront af Apollo selv med Pieriders Krandse,
Som vor Anakreon; blandt disse var Horaz.

Der nogle været har, og gives vel endnu,
Hvis Ønskers Krone var, i glade Favnetage
At dandse Livet hen med en elskværdig Mage,
Som hin Elisa, Pram! og iblandt dem er du.

Men jeg, jeg kiender dem, hvis Siæle drømmer ei
Lyksaligere Lod, end Himlens næste Gave:
En Ven, en dydig, viis, og munter Ven at have;
En Ven, som du, min Pram! og iblandt dem er jeg.

O! maatte jeg engang dig trykke til mit Bryst!
O vilde du, mit Raad, min Trøst, min Leder være!
Mit Ønske skulde meer af Skiæbnen ei begiære,
Og kun Horaz og du da tolkede min Lyst.