Palmine! vi vil elske, være glade,
Og mindste Glimt af Kummer kysse bort;
Thi, Elskte! til at sørge, til at hade
Er Livets længste Drøm for kort.

Lad følesløse Daarer til os skele,
Lad Nid bagtale vores ædle Lyst;
Vi den med smilende Foragt vil dele,
Tæt trykte til hinandens Bryst.

Hvi skulde Sorg forbittre vore Dage?
Naar Solen er i Vesten dalet ned,
Vi hele Natten har igien tilbage,
Den tause Nat for Kierlighed.

Og naar i Østen Solen atter stiger,
Vi muntre høre Lærkens Morgenlyd;
Vort Liv den med en Dag endnu beriger,
Som og skal svinde bort i Fryd.

Kun den, hvis mørke Siæl er Avinds Sæde,
See Glæden evig lyne sig forbi!
Lad Elskovs daarlige Foragter græde!
Vi, Elskte! ville kysse, vi.