Vee Støvet, hvis i denne Livets Scene
Slet intet Lys opklarte Tvivlens Nat!
O vee den Ven, som af sin Ven forladt
Da fandt sig uden Haab i Mørket ene!

Lig Tantalus sin flux forsvundne Drik,
Da tørre Læbe Bægret neppe rørte,
Forbande skulde jeg det Øieblik,
Som dig, du Ædle! mig imøde førte!

Forbande skulde jeg det falske Nu,
Som mig en flygtig Trylleglæde skabte.
Hvori jeg saae med Smil en anden du,
For evig at begræde hvad jeg tabte!

Nei flye, min Siel! fortvivlte Raserie,
Der myrder selv den Glæde, Dyder tænde,
Med den afsindige Philosophie:
Som slutter, alt med Døden har en Ende.

Trods Robinet, Helvetius og hver,
Som med Voltairisk Vid Fornuft forjager.
Jeg troer et Liv, hvor den, som var mig kiær
Mig ingen sydlig Vind saa let borttager.