Lad Kampens Helt, i Vaabens Larm,
Paa Brødres Liig,
Sin dyre Krands med blodig Arm
Tilfægte sig!
O! snart en Krands, bestænkt med Blod,
Skal visne hen,
Naar fredsomt Navn af viis og god
Staaer lyst igien.

O! naar Triumphens stolte Fryd
Om en Tyran
Bedøver Usles Klagelyd
I trykte Land,
Naar om Trophæen samler sig
En Rest af Folk,
Mon deres vilde Seierskrig
Er Glædens Tolk?

Nei, Jublen i Triumphens Larm
Med Graad er bland't,
Trophæen vidner tause Harm
Det Blod som randt;
Og Folket synger kun af Tvang
I halve Chor,
Og deres vilde Jubelsang
Er ei som vor.

Velkommen til dit Land igien,
Vort Nordens Haab!
Det glad modtager Fredens Ven
Med Fryderaab.
O! din Triumph er Brødres Lyst
I Fredens Hegn,
Og Tillid i hver Borgers Bryst
Dit Seierstegn.

Bliv hos os længe! skab i Fred,
Med Vid og Dyd,
Dit elskte Folks Lyksalighed,
Din egen Fryd!
Bliv stedse Fredens faste Ven!
Her virke du!
Og naar du drager ud igien,
Kom hiem som nu!

Misund ei Krigeren sin Krands!
Tag Fredens hen!
Ei rødmer den af Blod, som hans,
Ei visner den.
I rolig Virksomhed bliv stor,
Og elskelig!
Og virksom Rolighed i Nord
Skal signe dig.

Og Krigens Rædsler skulle flye
Dit Danmarks Strand;
Og alle Muser skulle tye
Til Fredriks Land;
Og Flids og Helds og Glædens Sang,
I Fredens Favn,
Skal tone høit med Jublers Klang
Dit elskte Navn.