Hil, Ven Baggesen, Dig, der, som Ulysses, vidt
Omstormt, skued din Tids Sæder og Folkefærd,
Og af Frækhedens vildt rasende Strudelsvælg
Frelst hjemdrog til dit Fædreland!

Skue fra Bredden i skibbrydende Havtumult
Almeen- Redningens Sværm søge kun Laugets Vel,
Det og lyvende selv, stødende Jeg paa Jeg,
Slugt i Hvirvelen undergaae!

Paa det Tørre nu glad stem os dit Barbiton,
Snart det gyldne, som huldt Dania lytter til,
Snart og det, som den gjæstmilde Teutonia
Dig, tonkyndige Slægtning, gav!

Orfeus lig med din Sang, mildne Du Hav og Storm!
Og trøstmuntrende vaer frygtsomme Styrer ad
Seil at mindske, dog ei, lettende Skibet, selv
Fragt og Ballast at slænge strax!

Eller blind for det alt trylle Dig Ilions
Heltesanger, hvis Qvad, buden af Musen, du
Troe Naturen og Kunstmønstrenes Digter-Lov
Foresynger dit Dania.

Uforført af det ny Slæng, som med Barbarstads
Skjønhed pynter, din Plads vælg Du, med Rafael,
Af Apellerne lært: Heller i Grækerkreds
Sidst, end først i Modernes Hob!

Hvis Kastaliaklang Vrimmelen og forsmaaer,
Sig Du, selv Dig bevidst: Faa, men Fortrolige
Smile Kunstneren Løn; savnes og selv de Faa,
Vel! blot een er mig nok, min Voß!