Et Blun forsvandt, o Ven, den Tid, som hidtil skabte
Mit Valhal i din Favn!
Ak! hvor er Trøst? Kun Skræk, at jeg den evig tabte,
Omlyner Glædens Savn!

Flye Morderstraale, flye til Nastrond, som udsendte
Dig for at martre mig!
Antænd ei dette Bryst, hvor Mod til Qvaler brændte
Høit, før jeg følte dig!

Men nærm dig venlige, den lyse Himmels Datter,
Mit Livs Gudinde, Haab!
Som skaber Dag af Nat, og tidt til munter Latter
Forvandler bange Raab;

Bemægt dig dette Bryst, og i mit knuste Hierte
Din Balsams Lindring gyd;
At blot et Øieblik det døve maa sin Smerte
Med Harpens høie Lyd!

O! hvi forbydes mig, hvad nu kun Held jeg føler,
Min Ven, at følge dig!
Til Jordens Ender hen, hvor Midgardsormen brøler
I vilde Stormes Skrig?

O! glad jeg skulde staae ved Masten, ved din Side,
Og fast omfavne dig,
Ei skulde Bølgers Slag, ei skulde Stormen slide
Min Helgesen fra mig.

Mit Venskab skulde høit min Siel med Mod opflamme,
Og mandige min Arm
Til at beskytte dig mod alt, som kunde ramme
Din Norske Helte-Barm.

Og traf os Skiebnens Slag, jeg Vellyst skulde smage
Ved dog at døe med dig.
Mig røves denne Trøst; dog har jeg een tilbage,
Er du kun lykkelig.

Min Sang skal følge dig igiennem Storm og Torden
Og Brag, og Hvirvlers Skrig,
Hvor Dybets Bølger høit, som Dovrerne paa Jorden
Mod Himlen taarne sig!

Naar Skyen brøler huult, og naar Orkanen bruser
I styrtende Dravat,
Naar Nattens røde Lyn blandt sorte Storme suser
Igiennem Dybets Nat;

Da skal min Genius staae hielpsom ved din Side,
Og Musen skierme dig,
At giennem Oceanets Bølger du maa glide
Did, hvor du ønsker dig.