Flyv, du første, svage Glimt -
Ak! endnu kun alt for svage,
Neppe selv mig klare Skimt
Af lidt Aand endnu tilbage -
Du mit Hiertes første Brev,
Som det nys i Morgenrøden,
Der mig, midt i Skibbruds-Nøden,
End engang tilstraalte: 'Lev!'
Afsked givende til Døden,
Efter eet Aars Stormnat skrev!
Glem den lange Nat — dens Smerte -
Glem det hele Marter-Aar!
Glem hvert Slag, som traf mit Hierte!
Glem Fortvivlelsen, jeg nærte,
Efter Tabet her i Livet
Af hver Evne, mig blev givet,
Af hver Fryd, jeg kiende lærte,
Af hver Trøst, min Siæl begierte,
Fra i Fjor indtil i Gaar!
Flyv, du første, kiælne, spæde
Haabets Spire fra din Rod,
Med din første Drøm om Glæde
Hen til din Beskytters Fod!
Flyv — med eengang fattet Mod -
Uden mindste frygtsom Tanke
Paa, hvad underveis kan vanke -
Iil og tænk kun, hvad dig drev!
Flyv, som aldrig fløi et Brev,
Efter længe fængslet Dvælen,
Livet selv, med Død i Hælen,
Til den Elskte selv ei skrev!
Flyv, som, naar hvert Lys er slukket,
Der paa Jorden vilded den,
Siælen, efter sidste Sukket,
Flyver op til Himmelen!
Flyv du Fangens Overbringer,
Der sig løs af Fængslet rev,
Flyv paa Rimets lette Vinger,
Med en Zephyrs lette Svæv,
Der sig over Bækken svinger
Til den blomsterklædte Bred!
Flyv med Lærkens Hurtighed,
Naar den, fuld af Kiærlighed,
Fnug og Straa til Sengested
For sin kiælne Mage bringer!
Flyv med utaalmodig Iil,
Snar som Amors egen Piil,
Over alle Folke-Reder,
Over hver en Kro og Stavn,
Hvor gemene Posten beder
Mellem her og Kiøbenhavn!
Seer du, du dig ei kan maale
Med en Morgenrødens Straale,
Sving dig hurtig op paa den!
Skynd dig, kort, som Tanken hen
Til den Kongelige Ven,
Hvis en Frelsers lige Møde,
Sidst paa Veien til de Døde,
Bød mig vende om igien
Og — uglemmelige Minde! -
Trods hver smertende Forliis,
End paa Jorden lod mig finde
Glædens helligste Huldinde,
Med dens hele Paradiis,
I det ellers mangesinde
Høist vanhellige Paris -
Til den Fyrste, som har vundet
I een sammenslynget Krands
Hver en enkelt, jeg har bundet,
Hvor jeg Stort og Godt har fundet
Indenrigs og udenlands -
Til den Prinds, som ingen ligner,
Ingen Prinds og ligne kan,
Der ei prøvet er som han,
Som mit Fædreland velsigner:
Frederik og Christian -
Og, som vil engang erindre
Folket, i dets Kongesal,
Hvor dets Fædres Minder tindre,
Begge Navnes Ideal -
Som mig lærte klart erkiende,
Hvad jeg kun med Hiertet saae,
I en halv Oplysnings Blende
Og med Frihedshatten paa:
Menneskhedens Blomsterkrone,
Selskabs-Havens største Ziir,
Eene muelig paa en Throne,
Eene muelig med et Spiir -
Hen til denne Nordens Ære,
Hen til denne Danmarks Lyst,
(Selv jeg troer, hver Uven kiære,
Slaaer et Hierte i hans Bryst!) -
Flyv da du — hvis lille Broder
Underveis, jeg veed ei hvor,
Gik til Grunde med sin Moder,
Thoras Muse selv, i Fjor,
Dengang sendt, for at frembære
Fyrsters Mønster 'Tak for Lære,
'Tak for frelset Liv og Ære',
Meldende Prinds Christian:
'At skiøndt mellem Iis og Steene
'Visned alle disse Grene,
'Den dog aldrig visne kan,
'Som han tryllende berørte -
(O, den lever eviggrøn!)
'Da han i dens Fald bønhørte
'Thora-Granens sidste Bøn' -
Mod min Prosas stive Skiæbne
Vil jeg ikke meer mig væbne;
Flyv da du, hvis Bud jeg troer
Mere trygt end hint i Fjor!
Men, før dine Reise-Vinger
Du begynder at udslaae,
Før du fra min Pult dig svinger,
Tag lidt andre Klæder paa!
Din Bro'rlille, som du husker,
Var særdeles net og peen;
Vær du heller ingen Slusker!
Pynt dig lidt! men vær ei seen!
'Fader!' raaber du, 'du skynder
'Paa mig med saa mange Bud
'At mit korte Glimt begynder
'Midlertid at slukkes ud!
'Troe mig, det er bedst, jeg render,
'Som jeg er, paa mine Been,
'Før en ny Besvimen ender
'Levetraaden paa min Teen!
'Hvortil Pynt, naar Hiertet brænder?
'Jeg har vasket mine Hænder -
'Og — min indre Dragt er reen.
'O! Hans Høihed du jo kiender!
'Mon han vel sit Øie vender
'Bort med Haan fra mindste Steen,
'Som man skyndig ham tilsender,
'Fordi stakkels saadan een,
'Ikke just er filet, glattet,
'Eller pyntelig indfattet
'Som en kostbar Ædelsteen?' -
Ingen Faxer! ingen Fuxer!
Klæd dig om fra Top til Taa! -
Tag mig dine Søndagsbuxer,
Haabets grønne Buxer paa!
Fiinheds Silkestrømper — skynd dig! -
Livlig Letheds Dandseskoe!
(Du maa være dog lidt yndig,
Og ei eene fri og fro -)
Ydmygheds de hvide Handsker!
Kiærligheds den gule Vest!
Og — men bie end lidt! — jeg grandsker
Paa, hvad Kiol' sig skikker bedst?
Hellighedens — har du ikke -
Vittighedens — er forslidt -
Barnets kan sig her ei skikke
(Deri gaaer du alt for tidt) -
Munterhedens? ak! der ere
Vel for mange Huller paa? -
Dog — lad Huller Huller være -
Tiden iler — tag den paa!
Haaret er dig lidt fortottet -
'Det er Moden!' — Saa? — Velan!
Seer du og ei ud som Slottet,
Kan du dog til Nød gaae an!
Hatten paa med Ønske-Vinger!
Fix og færdig nu, afsted!
Vær mit Hiertes Overbringer!
Der, min Søn, tag Pakken med!
End et Ord, før du forsvinder!
Naar du kommer did, saa siig:
At, mens her en Krands jeg binder
Af de sidste Livs-Kiærminder
I det Alpe-Himmerig,
Hvor min Sundhed ligger Liig,
Midt i Lindringen, jeg finder,
Mig en blodig Taare rinder,
Fordi, trods hver Veiens Hinder,
Jeg ei selv kan følge dig!