Prinds, som de trende Livets Huldgudinder
Velsignende har alt i Vuggen kyst,
Hvem Dyd og Kunst og Vidskab Krandse binder
Af Thules og Hesperiens Kiærminder -
Hvis Dannished, indtagende hvert Bryst,
Er Danmarks Stolthed og Europas Lyst!
Modtag iblandt de duftende Demanter,
Som paa Din fyrstelige Vei
Udlandets Hyldest strøer fra alle Kanter,
Et lille, hiemligt, ydmygt Glemmigei!
Og, mens du tolker Dannefolkets Hæder
Og giør dets Navns Erindring elskelig,
Lad i den glimrende blandt Jordens Stæder
Dets Tak min danske Læbe tolke dig!

Du vil imellem Sydens Melodier,
Lykønskningsdagen vækker i hver Vraa,
Og alle Vestens, Østens Harmonier
Det hiertelige Nord-Nyn ei forsmaae.
Den Fyrste, der endog i Hiemmets Enge,
Hvor fremmed Lyd det stræber at fortrænge,
Tro kom ihu sit elskte Modersmaal,
Har ikke tabt i Sydens Blomstersenge
Sit danske Malm og ikke Nordens Staal.
Du veed, at Velklang andensteds har hiemme
End blot i Hvirvler af et Fuglebryst,
End sige Triller af Castratens Stemme;
Du og i Mimers Væld har hørt dets Røst!
Er og kun svagt det Nyn, mit Bryst dig bringer
Her, hvor Zephirers og Favoners Spil
Med Æolsharpetoner Dig omringer,
Jeg veed, dit Hierte lytte vil dertil,
Fordi det bringes dig paa Nordens Vinger.

Hil Dig paa Vendingsaarets første Dag!
Det Vendingsaars, som trefold Storm bebuder
Hvert Fredens Folk og alle Jordens Guder,
Da Banner snart mod Banner, Flag mod Flag,
Paa ny, bestemmende, til Seklets Ende,
Om ikke for Aarhudreder, vil vende
Den gamle Menneskhedens store Sag.

Hil Dig, o Prinds! at rustet ud med Evner,
Naturen faa blandt Styrerne kun gav,
Hvis Navne Krøniken ærbødig nævner,
Du lærte kiende det oprørte Hav,
Hvorpaa det blev din Lod, engang at føre
Det Skib, som under Knud og Valdemar
Engang det største blandt Europas var -
Og at, mens mange Styrmænd intet høre,
Til Stormens Forbud Du har laant Dit Øre!
Hil Dig, at, tidlig vant til Bølgeslag
I Folk-Orcaner og til Fald af Fielde,
Hvor, Polen nær, fornæmmes Heklas Vælde,
Du og har hørt Vesuvs og Ætnas Brag
Og veed om det oprørte Havs Uhyrer
Meer, end i Havnen mangen anden Styrer -
Fra Nord til Syd bestandig selv ombord,
Du kiender Strømmens Magt fra Syd til Nord,
Du veed, at Aareslag omsonst bekiæmper,
Hvad ingen jordisk Modstand ganske dæmper.

Ei blot af Sandheds gamle Fibelbræt
Og vor Oplysningsbrammens nye Bøger
Du kiender Fyrstepligt og Folkeret
Og Kiernen af, hvad Menneskheden søger -
Den finder ingen i sit Cabinet,
Hvori kun Fortidsaandens Gienfærd spøger -
Dig svarte Trondhiem, og Paris, og Rom,
Og meer end een Forsamlings Folkestemme -
Dig lod Europa levende fornæmme,
Hvad Nutidsaandens Uro spørger om;
Og roligt samler Du i hiemligt Hierte
Den Kundskab, som Du udenlands begierte.

Prinds! vær velsignet, at din hele Færd,
I hver dens Yttring venlig og retfærdig,
Saa god som vis, saa elskelig som værdig,
Forkynder Sydens Studsen Nordens Værd -
At i Paris, som Tidens Muser prise,
Den store Sammelplads for Jordens Vise,
Du, hvor Du sees og høres, viser Dig
En Anacharsis i Athenen lig,
Og, krandst med Roser alt, som aldrig falme,
I Haanden, som for end ufødte Slægt
Engang skal bære Sceptrets tunge Vægt,
I Kloges Samfund bærer Visdoms Palme!

Dit Liv beskytte Himlens Varetægt!
Det Folk, hvis fordums frygtelige Fædre
Oldtidens Sagn endnu som Guder hædre,
Som Fierde Christjan, Juul og Tordenskiold
Paa Hav bød trodse hver en fientlig Vold -
Det Folk, hvis Hæders Glands i hver en Old
En Hær udødelige Navne nævner:
Hvis Roes til Lysets Flugt en Rømer bandt -
Hvis Priis i Draabens Verden Müller vandt -
Hvis Navn en Vahl i Floras Teppe tvandt -
Hvis Minde Tycho skrev med Himlens Stierner -
Hvis Følelser for Altret Kingo sang -
Hvis Veemods Lyst i Ewalds Harpe klang -
Hvis Lune Holbergs Vittighed udtalte -
Hvis Tænkning Rothe bandt en hædret Krands -
Hvis Dannished i Kunst og skiønne Sands,
Som Abildgaard og Stub og Carstens malte,
Endnu hver Thorwaldsens nyfødte Gud
I Steen for Evigheden taler ud -
Hvis Ideal med alle Livets Ynder,
Med meer end Amathusias Magie,
Med meer end med Chariters Tryllerie,
Gudinden ved Din Side huldt forkynder -
Det Folk, som føler veemodsfuldt sit Savn
Bag Elben i den elskte Fødestavn,
Som, hyldende, Dit sieldne Værd paaskiønner,
Og nævner, stolt og fro, sin Konges Ven
Den Første blandt dets palmekronte Sønner,
Det kalder i mit Hiertes Nyn igien
Dig, elskte Prinds! og Din tilbedte Mage
Paa denne første mellem Aarets Dage.

Ja, Nordens Christjan! det er ei min Sang,
Hvortil Du venlig laaner nu dit Øre -
Det er Velsignelsen fra Dannevang,
Den gamle Skiald til Harpens brudte Klang
I dette Nyn Dig vover at fremføre.

For spædt, for nyt endnu, for pludseligt
Er Livet, Du giengav den længe Døde,
Til i et Dans Apollo værdigt Digt
Din Opgang i sin Straaleglands at møde,
Min svage Stemme kun velsigner Dig;
Dens Lovsang tolker mat det elskte Rige;
Men lad Dit Hierte mine Taarer sige:
At den er dansk, og sand, og elskelig!