Der var en Tid, da jeg var meget lille!"
Det hørte jeg af Engle mangen Gang;
Men meere sødt nu mine Taarer trille,
Nu, Frederikes Moder selv det sang.

Jeg nu har glemt min Mismod, Grublen, Harme,
Saa reent, som Penge, Græsk og Galathe,
Fra den Tid, i sin skiønne Moders Arme
Jeg Uskylds Engles Engel fik at see.

For tredde Gang var jeg igien dernede,
Hvor jeg at elske lærte første Gang,
Og evig elskende til Gud at bede,
Som gav mig Liv og Kiærlighed og Sang.

Der saae jeg atter Jorden meget mindre,
Og endnu meer, end meget mindre slem;
Thi hun, med hvem jeg nu saae Prikker tindre,
Gav og mig Vinger til at fange dem.

Nu saae jeg Maanen der ved hendes Side,
Og var i Himlen selv paa Øen der;
For første Gang jeg rigtig fik at vide,
Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor skiøn den er.

Nu saae jeg skiønnere Guds Sol at dale
Lidt efter lidt i Havets gyldne Skiød;
Thi glad og henrykt saae jeg nu den male
Uskyldighedens Rose meere rød.

Jeg tænkte paa den naadige Gud Fader
Som skabte mig, og Rosen, og dens Sol;
Og gladere end jeg blandt Myriader
Var ingen paa vor Jord fra Pol til Pol.

Med barnlig Andagt bad min kyste Læbe
Den Bøn, som hendes Smile lærte mig:
O gode Gud! lad denne Engel stræbe,
Sig selv til evig Tid at blive lig.

Jeg bad for hendes Fader, hendes Moder,
For hendes Søster, glemmende min By,
Mig selv, og alt, da Englens lille Broder
Mig Himlen aabned engang paa ny.

De kom igien de glade Barndoms Dage,
Min Rolighed, min Fryd, kom sødt igien;
Jeg Kiærlighedens Perle har tilbage -
Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!

Som Barn opkravlende paa Himlens Stige
Jeg Himlen aaben saae, hvor jeg saae hen;
Men den er midt i Himmeriges Rige,
Der blev, som jeg, et lille Barn igien.

Nu er jeg der, og, har hvad jeg begiærte:
Nu trodser salig jeg hver Skiæbnes Piil;
Thi aldrig slukkes ud i dette Hierte
Den yndigste blandt Nordens Døttres Smiil.

O gode Gud, du skuer alt, du kiender
Min Siæl, og alle mine Tanker med:
Jeg synder nu ei meer; min første brænder
Nu luttret i min sidste Kiærlighed. -

Modtag i Favn af Livets sande Goder,
Hvis Væxt er dette fulde Hiertes Bøn,
Min Uskylds Sang du Engles Engels Moder!
Og und mig huld Uskyldighedens Løn!

Den største, som mig evig vil forynge
Den gamle Harpes elskovsfulde Spil,
Er: naar du sødt med Smil min Sang vil synge,
Og sødt med Smil din Datter lytte til.