For et lille Digt, saa stort
Knap som Enden af min Finger,
Som den lille Purk har giort,
Deres eget Smil gav Vinger -
Han, der nemlig i mit Bryst
Har, naar Veiret er lidt stille,
Intet andet at bestille,
Og der tidt giør ganske tyst
Vers imellem, vel saa lange
Som min Arm tre fire Gange,
Eene for sin egen Lyst -
For et saadant Intet, ak!
Der fortiente neppe Tak,
Sender De mig, søde Frue,
Hid en Skok af Floras Smaa,
Hver som Hende Selv at skue
Hver med Amors Piil og Bue,
Hver med Cypris Belte paa?

Hvilken yndig Vellugthimmel!
Hvilken Blomsterbørnevrimmel!
Røde! gule! hvide! blaa!
For hans Fiirblads lille Larve
Deres store Haves Flor!
For hver Linie selv en Farve!
Og en Klynge for hvert Ord!
For hvert Bogstav fra den Bengel,
Der dog aldrig, som jeg troer,
Bliver, hvis han og blir stor,
Ret til noget paa vor Jord,
Dufter paa sin skiønne Stengel
Mig en yndig Blomster-Engel -
O! jeg er ei meer i Nord!