Prisen, ædle Giætterinde,
Prisen for at raade det,
Gaadens Troldborg slutter inde,
Logisk-mathematisk ret,
Har din Sang ei kunnet vinde,
Skiøndt og nok saa tankefuld -
Dertil er den hulde Qvinde
Kiønnets Gratie for huld.

Netop det, hvorom en Pige,
Som du selv bemærker smukt,
Kun maa vide lidt at sige,
Har af Mandens Tankerige,
Hvor er herskende det Lige,
Selv din Anen udelukt.

Fingren, hvormed Isis skriver
Tegnet paa sin lukte Mund,
Hver en Isisdatter bliver
Til et Blad, og rosenrund -

Vel kan hendes Himmeløie
Verdens store Skive see
Med det Fierne, Dybe, Høie,
Vel saa grant som vi, maaskee;

Vel kan hun det sande Skiønne
Offentlig, og selv i Løn
Sandse, føle, kiende, lønne
Trods Apollos bedste Søn;

Men herneden og deroppe
Kommer Grundens Blik tilkort:
„Rosen med dens mindste Knoppe"
Kan hun aldrig tage bort.

For om den sig ei at keere,
Maatte hun paa Grublens Vei
Skiønhedslinien passere,
Og det vil, det kan hun ei.

Lidet selv et Dødspring frugter
Hendes bløde Diamant;
Thi hun springer selv i Bugter,
Naar hun springer over Tant.

Lidet nytter, at hun grunder
Der hvor Xet ene staaer:
Xet pludselig sig runder,
Og et Træk af Oet faaer.

Selv heel vanskelig at raade,
Hvis ei reen Umuelighed,
Finder hun en Gaaders Gaade
Tidt i det, hun eene veed!

O! hvor skulde hun da giætte,
Blomst i Væsen og Gestalt,
Meer end Livet i de rette
Grundtræk af Naturens Alt?

Prisen altsaa for at finde
Skaberblivets Ja og Nei
Paa de sidste Tankens Tinde,
Gaadens bedste Giætterinde,
Trods sin Nærmen, vinder ei.

Men — hvis Lovsang fra den Læbe,
Der paa Sangens Blomster-Eng
Alle Spirerne, som stræbe,
Roser ikke just i Fleng -

Hvis Beundring af en Digter
Der er kritisk kold, som Iis,
Naar han sig og andre sigter,
Hulde! synes Dig en Priis -

Saa modtag i disse Toners
Gienklang af Din slagne Streng
Meer end alle gyldne Kroners
Løn paa Sangens Himmel-Eng!

Den er dog — naar mindst jeg praler -
Naar jeg mindst mit Bifald troer -
Meer end alle Rigsbankdaler,
Jeg besidder paa vor Jord.