Skal jeg da skylde dig mit Væsens hele Vel?
Vil du min takkebundne Siel
Med uafbrudte Lænker binde,
Min sande Glædes første Skaberinde?

Skal jeg da blot af din tilbedte Haand
Modtage hver den blide Himmels Gave,
For i min Gields uløselige Baand
Til evig Tid at føle mig din Slave?

Skal evig ingen anden Lyst,
End den, at see dig, elskte Mage!
Lyksalig alle dine Dage,
Min hele Siel med Længsels Vold indtage?
Vil du despotisk af mit Bryst
Hver anden Følelse forjage?

Hold op, hold op engang at giøre mig
Med Godheds evig uafbrudte Prøver
Saa tusend Gange mere lykkelig,
End slig en Orm at være det behøver.

O! denne Haand engang tilbage tag,
Hvormed, Naturen lig, du Dag fra Dag
Foryngede Lyksaligheder
Omkring mig paa min Gang i Livet spreder.

Lad dog en Time stundom gaae forbi
Hvori jeg ei skal tænke dig, Veninde!
Med østerlandsk Afguderie,
Mit Væsens eneste Velgiørerinde!

Saa knæler Geberen for Solen ned,
Der, aldrig mørknet, venlig smiler,
Og med fornyet Liv og Kraft og Munterhed
Hver Morgen gavmild til ham iler.

Han glemmer over Godheds Sendebud
Den Gode, som det bød paa Himlen frem at ile.
Hold op, Tilbedte! som Guds Sendebud at smile,
At over dig jeg ei skal glemme Gud!