Lig Memnons Støtte, kold, og uden Liv,
Mit Orgel ubevidst, jeg stod,
I Nattens Mulm, hvor sieldne Lyn af Fryd
Forgiæves glimted mig imod.

Men Memnons Støtte lig, da Solen rød
Fra Himmelbuens østre Rand
De første Straaler paa dens Isse skiød,
Og tændte dens Metal i Brand,

Jeg pludselig blev varm, og fuld af Liv
Da mig et Digterlys opgik -
Jeg sang — Din Glands, o Evald! var det Bliv,
Hvorved mit Orgel Stemme fik.

Din høie Hymne tændte første Gang
Med apollonisk Ild mit Bryst -
Da Du med Evighedens Toner sang
Erindringens og Haabets Lyst!

Haab, og Erindring, hæver høit til Gud
Min Tankes Flugt, mit Hiertes Hu!
I himmelske! for evig sletter ud
Af begge Tidens blotte Nu!

O! lader giennemtone hver min Sang
Den Tvillinglyd, som vakte den!
Og selv i Harpens lette, muntre Klang
Grundklangen klinger dybt igien.