Saae jeg Dig paa Jorden nogensinde
Balders skiulte himmelske Veninde?

Kan Din her paa Baalet lagte Ven,
Naar hans knuste Barms forklarte Hierte,
Længseludbrændt i sin Flammes Smerte,
Luttret møder Dit i Himmelen -
Kan han, paa de Træk, hans Øie skued
Mens herneden dette Hierte lued —
Kan paa dem — paa Freyas Brysingmen -
Paa det Fredens Bud, som Du ham bringer,
Og det fromme Blik, hvis Smil bevinger
Siælen, som sig Dig imøde svinger,
Han gienkende, salig, som en Gud,
Sin paa Jorden aldrig seete Brud?

Svar mig, Hulde, blot med tause Blikke!
Svar med Hiertets blotte Toner mig,
Dig bestandig selv i Ynde lig,
Som mit Indre seer og hører Dig:
Svar mig evig — eller svar mig ikke!