I Livets Torden-Nat, hvor alt omhyller
Min bange Siel med Taushed, Skræk og Mørk,
O længselønskte Død! kun du fortryller,
Kun du mig smiler i min Smertes Ørk!

Som mellem sorte Skyer Tordnens Flamme
Fremblinkende med blege Morder-Smiil
Den nøgne Gran paa Klippen sees at ramme,
Saa ramme mig, o Død, din sikre Piil!

Sit sidste Saar den bringe dette Hierte,
Som bløder alt af tusind dybe Saar!
O, dette blot vil ende hines Smerte
Min Qval, o Død, med Livet først forgaaer.

Kiærkomment skal dit Slag mit Hierte være,
Som Peleidens Sværd var Philoktet.
Vi Avindskiold mod Livet begge bære;
Vi hade begge Lysets Majestet.

Men vee mig! mellem Helveds sorte Floder,
I Lysets Egn, i Støvets mørke Dal,
Har ingen Gud, har ingen Støvets Broder,
Har ingen Dæmon Medynk med min Qval.

Forgieves jeg udstrækker mine Hænder,
Omsonst, o Død! mit Raab fremkalder dig;
Omsonst kun efter dig mit Hierte brænder;
Du hører ei mit længselfulde Skrig.

Saa flygted bort af Ariadnes Arme
Tyrannen Theseus; grusom meer end kiæk,
Han, døvet mellem Krigsbasuners Larme,
Ei skiøtted den Fortvivltes vilde Skræk.

Omsonst hun iler over spidse Stene;
Forgieves mattes hendes svage Fod;
Omsonst hun mellem nøgne Klipper, eene,
Forvildet løber Havets Favn imod:

O Theseus! skynd dig i min Arm tilbage!
O Theseus! hør din Ariadnes Skrig!
O! hør din Ariadnes ømme Klage!
O! Theseus! Theseus! kan du flygte mig?

Den ulyksalige! Nu svulme Bobler,
Nu bløde Rifter i den spæde Fod.
Omsonst! Tyrannen medynksløs fordobler
De Skridt, hvis Spor hun farver med sit Blod.