Hvem er du Sphinx, der paa mig stirrer
Saa gaadefuld og tankerig?
Der, mens du mig med Kloen tirrer,
Og Halens Sving mig Næsen pirrer,
Forkyndende mig Fred og Krig,
Med Bifald og med Haan forvirrer?
Hvem er du, som formaster dig,
(Imens du paa de fule Kroppe
Seer ned, som saae du fra deroppe)
At sparke til mit Sanger-Liig?
Hvem er du? siig, hvem er du! siig!
Der med en Strænghed mig bedømmer,
Som Barmrandsageren kun sømmer,
Og meer mig dadler end berømmer,
Min Dommer i mit Hierte lig?

Jeg før har seet dig — om herneden
Blandt Efterklangs Pygmæer ei -
Saa dog etsteds i Evigheden
Blandt Kiæmperne der vandred heden
Paa Sangens lyse Kongevei!
Paa visse Træk — paa visse Blikke -
Paa Smilet norskeligen smuult -
Paa Brynene, der mod mig nikke -
Saa siællandsk tørt, og jydehuult,
Mig synes, grant til Punkt og Prikke
At kiende Skiemtens Kraftpapa,
Min Mester in vi comica;
Og dog — ved Fingeren at stikke
I Tiden, jeg nu lever -
Den sunde Sands i Rimerie
Saavelsom i Kronologie,
(Hvis Varenad i Poesie
Jeg aldrig kan gaae reent forbi)
Mig siger, Holberg er du ikke!
Men skiøndt min Sandsen siger: „Nei!
Ved Holberg! Holberg er det ei!"
Fornuften (som jeg ogsaa, Kiære,
Ei holder blot i megen Ære,
Men selv i meer, end alt Genie,
Og samtlige Geniets Hære,
Den ikke kommanderer i)
Paastaaer med en Slags Energie,
Der trodser Alskens Sandserie,
At det kan ingen anden være!
Thi, at det ei er den og den,
Der før mod mig har spidset Pen,
Kan mindste Gran af Sands alt lære.
At det er ingen af de andre,
Der lod mig, som en Dødning, staae -
Og lod mig, som Gienganger, vandre -
Og lod mig ligge, hvor jeg laae,
Fordi de, grundende paa Tingen,
Fandt ud, jeg var aldeles Ingen:
Et Null af fiendtlig Skumpelskud,
Der ei var værdt et halv Skud Krud -
Det synes mig i mine Lagen,
(De rene hvide Pialter, som
Min gamle Moders Fattigdom
Med Taarer svøbte Liget om)
Trods Dødens Nat, saa klart, som Dagen.

Skiøndt blandt de Levende jeg tæller
Endnu paa siællandsk Jord to tre,
Der kunde — vilde de — maaskee
Mig og mit Lunes Mammeseller
Faae til, af meer end dem at lee -
Dem er det dog vist ikke heller!
Thi de, som gamle kloge Muus
I Verdens store Prosa-Huus,
Târ dem i Agt for Musefæller,
Og sidde rolig i den Krog,
Hvori Censurens Musefænger
Med Rottesax og Sprinkelstænger
Meer, end min gamle Kat, dem jog:
Skiøndt ægte Kraft til Strid kun trænger,
Klog Muus vil gierne have Fred,
Og det vil hele Verden med.

Hvem er da du, som her paa Randen
Af denne timelige Grav,
Hvorpaa kun lidt mig ligger Lav,
Mig trodsende (som tør hver anden)
Og Tidens Aand (som evne faa)
Tør trodse begge? — det vil sige:
Saavel den Fattige, som Rige,
Saavel de Store, som de Smaa,
Med Mod, der synes uden Lige
Hos een med Livets Buxer paa?
Kan Thomas Kingo selv opstaae -
Opstanden, Thomas Thaarup blive?
Og — hvis jeg det vil lade gaae,
Og sætte, de er nu i Live -
Kan saa naragtigt vel, som saa,
Den første — kan i Vers, saa raa,
Den anden vel saa smagløst skrive?
At saare mangen kan endnu
Saavel det første, som det sidste,
Foruden Kingo-Psalme-Dyd
Og uden Thaarup-Harpe-Lyd,
Det jeg for længe siden vidste -
Vor Tids Postadamiter-Skok
Af den Slags Thomassie har nok,
Der, før den kommer efter Grunden
Til Evighedens Præg paa Sang:
Den Form, hvortil dens Kraft er bunden,
Den byrdelette Skiønheds-Tvang
I Valg af Glands og Valg af Klang,
Som vidner, Mesteren er funden,
(Der, før man ham, som Hersker, saae,
En Tieners Skikkelse tog paa)
Maa stikke Fingren først i Vunden.

Hvem er du da? Dit Øiehvelv -
Det stive skarpe Blik derunder,
Som borer sig i mine Vunder,
Ligt Selvsamvittighedens Skiælv! -
Det Blik, som desto mere grunder
Jo meer det lader som det blunder
For blinde Folk i Skiemtens Elv -
Det: lidt af Nødden let ei knækket -
Det: lidt i Baghaand, lidt i Hu,
Der ei for hver er strax til Sku -
Det: lidt for Kienderen bag Dækket -
Det dybere jeg veed ei hvad -
Det ægte Tankens: Spørg mig ad!
Mig nøder til imellemstunder,
Jo nøiere jeg paa dig seer,
Jo meer end Vesselsk huult du leer,
At drømme mig et Unders Under.

Men vig langt bag mig, Satan! vig,
Som mig tilhvisker, det er Mig!
Som mit forhadte Selv vil lære,
At det mig selv vel kunde være,
Fordi det min udvortes Pjalt
Indsalter i mit eget Salt -
Fordi det stolt, men uden Pralen,
Mig maalende med egen Alen,
Smukt nøder til, at see mig om,
Hvormeget end tilkort jeg kom -
Og tirrer baade Povl og Peder
Med gammeldags Frimodigheder,
Der nu er komne reent af Brug,
Og ligne dem, en Niniviter
Der ikke frygter Veiens Slug,
Endnu, naar han vil lede, hitter
I min forborgne Hvalfisks Bug.

Nei! vittig kan jeg ogsaa være,
Paa min Bekostning selv især;
Men, Zacharias, denne Pære
(Kom jeg den ogsaa stundom nær)
Fik jeg i Skiemtesproget ikke,
For saa vidt det er pære dansk;
Selv større Bøsser maatte klikke
Med Sigten til dets Punkt og Prikke:
Den Pære fik selv Evald ikke -
Den havde Holberg blot i Kikke -
Og Vessel sigtede paa Fransk.
Den Skjald, der i Serimner-Truget
Med pære Genialitet
Alt mener den at have sluget,
Har aldrig denne Pære seet.
Om jeg den faaer, vil Tiden lære;
Men, faaer jeg den, tilhører Dig,
Der med din Runen nøder mig
Endnu lidt mere Dansk at lære,
(Hvis og jeg blir udødelig)
Til evig Tid den halve Pære.

Hvem er du da, der ei kan være?
Thi hvo kan være Formand i
Satirisk-komisk Rimerie,
Og kommandere Skiemtens Hære
Her paa Parnasset — uden dog
At kiendes af hver Skolepog,
Og giættes, i et Værk paa Prent,
Af hver en Kakkelovnsstudent?
End sige selv af Professorer,
Poeter, Provster, og Doctorer?
Hvem og du er, du knap har Lov,
Trods alle, trods de største Dyder,
Trods Mangel selv paa Næstens Lyder,
Til Brugen af en Høvl saa grov,
Naar du din Næste vil polere;
Thi, er du reen, er det vel flere!
Bliv ved at slænge løs paa mig -
Min Arm kan ogsaa røre sig!
Men skaan de spæde, skaan de gamle,
Hvis Hænder zittre kun og famle;
Og slaae kun den, der rammer dig!
Vær mild imod den hængte Røver,
Og haard kun mod den Pharisæêr,
Der paa sit Bolværk trygt kan lide,
Og med al Verden paa sin Side
Fornem din Magtløshed bebæêr!
Gaae stolt, gaae kiæk paa Frimods Vei!
Haan Krybet; men hovmod dig ei!
Slaae Hovmod, hvor den find's, for Panden;
Thi det er netop selve Fanden!
Men ellers bland — jeg veed ei hvad -
Lidt Kiærlighed selv i dit Had!
Glem ei, naar med en Piil, som saarer,
Dig Lyset rusted ud mod Daarer,
Naar midt i Tidens Røg og Damp
Du bruger den i hellig Kamp:
At han, hvis Lys i Tidens Mørke
Flød giennem Barbariets Ørke
Som Aande-Melkeveiens Elv,
Den Himmellivets store Lærer,
Den Helt, hvis Kors jeg ogsaa bærer,
Var netop Kiærligheden selv!
At han, den store Dydens Mester,
Høipræsten over Troens Præster
Ei skiældte paa sit usle Hiem;
Men, med lidt Agt for hver en Daare,
Med Medynks jammerhulde Taare
Græd over det Jerusalem,
Mod hvilket, selv i vore Dage,
Trods hver en syndig Fryd og Plage,
Trods hvert et sædeligt Forliis,
Trods hvert et Tab af Evigheden,
Vort Jøde-Kiøbenhavn herneden
Er dog et christent Paradiis.